En undersøgelse har afsløret, at vegetarer, der spiser kødalternativer - også kaldet plantebaserede kødalternativer (PBMA) - har en øget risiko for depression.
Disse produkter inkluderer blandt andet falsk bacon, kylling, pølser og bøffer, som i stigende grad fylder hylderne i supermarkeder. Faktisk har mange butikker nu særlige afdelinger dedikeret til disse produkter, skriver The Sun.
Deres sundhedsmæssige værdi, sammenlignet med kød, har dog været en del op til diskussion i løbet af de seneste år. For eksempel har en undersøgelse tidligere i år forbundet deres indtagelse med forhøjet blodtryk.
Den nyeste forskning, der blev ledet af forskere fra University of Surrey, analyserede data fra UK Biobank, som er en stor database med oplysninger om en halv million briter i alderen 40 til 69 år.
Ifølge resultaterne, der er offentliggjort i Food Frontiers, havde vegetarer, der spiste PBMA, en øget risiko på intet mindre end 42 procent for depression sammenlignet med vegetarer, der undgik at spise såkaldt PBMA.
De havde også højere blodtryk, højere niveauer af C-reaktivt protein (en markør for inflammation) og lavere niveauer af apolipoprotein A, et protein forbundet med HDL, som også er kendt som det 'gode' kolesterol.
På den positive side var PBMA dog forbundet med en 40 procent reduceret risiko for irritabel tyktarm, hvorfor der ikke kun var negative ting forbundet med at spise det.
Professor Nophar Geifman fra School of Health Sciences ved universitetet og seniorforfatter på undersøgelsen sagde, at plantebaserede kødalternativer sagtens kan være et 'sikkert valg, når de indgår i en generelt balanceret kost'.
"Dog kræver den mulige forbindelse mellem disse typer mad, inflammation og depression yderligere forskning," tilføjede han.
Forskerne ønskede at undersøge, om PBMA har lignende risici som ultraforarbejdede fødevarer (UPF), der er blevet forbundet med mindst 32 skadelige sundhedsmæssige effekter, herunder fedme, kræft, type 2-diabetes og depression.
UPF'er er fødevarer, der indeholder tilsatte ingredienser, som man normalt ikke ville finde i sit eget køkken, såsom emulgatorer, tilsætningsstoffer eller bindemidler. Disse fødevarer spænder fra småkager til yoghurt og udgør to tredjedele af britiske voksnes kost.
'Falsk kød' indeholder ofte ingredienser af UPF-typen for at forbedre smag og tekstur. Professor Anthony Whetton fra School of Veterinary Medicine ved University of Surrey og medforfatter på undersøgelsen udtalte sig om resultaterne.
"Ultraforarbejdede plantebaserede kødalternativer kan være en nyttig måde for folk at overgå til en vegetarisk kost effektivt, hvilket kan støtte bæredygtige landbrugsmetoder," sagde han.
"Yderligere forskning, herunder longitudinelle studier og forsøg med mere forskellige befolkningsgrupper, er nødvendig for at bekræfte disse resultater og sammenhængen mellem vegetariske fødevarer og humør."