En ny undersøgelse tyder på, at selv hvis du når målet om at sove otte timer om natten, kan din risiko for hjerteanfald og slagtilfælde stadig være forhøjet på grund af uregelmæssige søvnmønstre.
Søvn er en utrolig vigtig del af dit helbred, og uden den øges risikoen for alvorlige hændelser som hjerteanfald. Derfor er det naturligvis også meget vigtigt, at du sørger for at tage din søvn meget seriøst.
I den omtalte undersøgelse analyserede eksperter data fra mere end 72.200 personer i alderen 40 til 79 år, som deltog i UK Biobank-studiet. Ingen af deltagerne havde tidligere oplevet større hjerteproblemer som et hjerteanfald.
Deltagerne bar en aktivitetsmåler i syv dage for at registrere deres søvnmønstre. Hver person fik tildelt en såkaldt Sleep Regularity Index (SRI)-score, der vurderede søvnens regelmæssighed baseret på faktorer som sengetid, opvågningstid, søvnvarighed og natlige opvågninger.
Scoren varierede fra 0 (meget uregelmæssig søvn) til 100 (perfekt regelmæssig søvnrytme), hvor en score under 71,6 blev anset som uregelmæssig søvn.
Forskerne fulgte deltagerne i otte år for at analysere, hvor mange der udviklede hjerte-kar-sygdomme som hjerteanfald, slagtilfælde og hjertesvigt. Det skriver det britiske medie The Sun.
Studiet, der blev offentliggjort i Journal of Epidemiology and Community Health, har afsløret, at personer med uregelmæssig søvn havde en højere risiko for slagtilfælde og hjerteanfald - uanset om de fik nok søvn samlet set.
Efter at have taget højde for faktorer som koffeinindtag og motionsniveauer viste resultaterne, at uregelmæssige søvnvaner havde en direkte effekt på hjertets generelle sundhed.
"Forskning tyder på, at forstyrret søvn er forbundet med højere niveauer af et protein kaldet CRP - et tegn på inflammation, som er relateret til hjerte-kar-sygdomme," siger Emily McGrath, der er ledende hjertesygeplejerske ved British Heart Foundation, ifølge The Sun.
Personer med uregelmæssig søvn var 26 procent mere tilbøjelige til at opleve et slagtilfælde, hjertesvigt eller hjerteanfald end dem med en regelmæssig søvnrytme. Moderat uregelmæssigt sovende personer havde derimod en 8 procent øget risiko.
Generelt anbefales det, at voksne mellem 18 og 64 år sover mellem syv og ni timer per nat, mens personer over 65 år bør sove mellem syv og otte timer.
"Vores resultater tyder på, at søvnens regelmæssighed kan være vigtigere end den samlede søvnvarighed i forhold til at reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-sygdomme," sagde forskerne, herunder eksperter fra University of Ottawa.
"Det er ikke helt klart, hvordan søvn gavner hjertet. Men forskning viser dog, at forstyrret søvn er forbundet med øget inflammation i kroppen," tilføjer Emily McGrath.
"Søvn kan også indirekte påvirke hjertets sundhed ved at påvirke vores livsstilsvalg. Studier har vist, at utilstrækkelig søvn kan påvirke hormoner, der styrer appetitten, hvilket kan øge trangen til sukkerholdige fødevarer. Over tid kan dette føre til vægtøgning og en øget risiko for hjertesygdomme."
Flere undersøgelser er nødvendige for at bekræfte sammenhængen mellem søvn og hjerte-kar-sundhed, men de tidlige resultater antyder en vigtig forbindelse.
Forskere ved University of Birmingham, som bliver støttet af British Heart Foundation, er i færd med at undersøge, hvordan søvnproblemer som søvnløshed kan føre til atrieflimren (AF). Det er en tilstand, der øger risikoen for slagtilfælde.
En separat undersøgelse offentliggjort i Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry fandt frem til, at mænd med høj risiko for hjerte-kar-sygdomme kan opleve kognitiv tilbagegang op til et årti tidligere end kvinder.
Studiet viste, at mænd med risikofaktorer som fedme oplever forringet hjernesundhed fra midten af 50'erne til midten af 70'erne, mens kvinder typisk rammes i 60'erne til 70'erne.
Resultaterne understøtter tidligere forskning, der viser, at tilstande som type 2-diabetes, fedme, forhøjet blodtryk og rygning øger risikoen for demens.