Borgerne i og omkring Grindsted får nu endnu flere tv- og internetudbydere at vælge imellem. Norlys er nemlig klar til nu at åbne fibernettet op, efter at selskabet sidste år købte forsyningsselskabet GEV’s fibernet, der dækker knap 7.000 adresser.
- Siden vi fik konkurrencemyndighedernes godkendelse i december, har vi knoklet for at kunne åbne fibernettet op og give kunderne i Grindsted større valgfrihed. Fremover kan de vælge mellem de 10 forskellige internet- og tv-udbydere, vi i dag har på Norlys’ fibernet, siger Carsten Bryder, der er direktør for Norlys’ fiberforretning, i en pressemeddelelse.
Norlys åbner fibernettet i Grindsted torsdag 1. maj.
Kunderne på det tidligere GEV-fibernet modtager alle breve direkte i postkassen med information om det frie valg af udbyder på Norlys’ fibernet, der er Danmarks største og tæller mere end 900.000 adresser.
Derudover afholder Norlys også to fiberfester i Magion, hvor både nuværende og potentielle fibernetkunder kan komme og høre mere om Norlys’ fibernet, møde flere af de forskellige udbydere, deltage i en konkurrence og nyde lidt kaffe og kage. De to fester finder sted 5. og 15. maj – begge dage fra 10-18.
For en særlig gruppe husstande er det især værd at overveje at få internet via en fiberforbindelse. TDC Net har nemlig annonceret, at de udfaser kobbernettet frem mod udgangen af 2030, hvilket berører mere end 630.000 danskere. De danskere, der i dag har internet gennem telefonstikket, skal derfor finde en alternativ løsning, inden kobbernettet udfases i deres område.