Kronprins Christian har efterhånden prøvet kræfter med regentrollen flere gange, når kong Frederik har været på farten.
Senest i sidste uge, hvor kronprinsen styrede hjemmebanen fra tirsdag til søndag, mens kongen var på officielt besøg i Japan.
Ved første øjekast kunne det derfor ligne en gentagelse, nu hvor Frederik igen er rejst væk. Men sådan hænger tingene ikke sammen denne gang.
Når kongen i dag drager til Grønland, skal kronprins Christian nemlig ikke træde til som rigets stedfortræder.
Årsagen er teknisk, men helt enkel: Grønland er en del af Rigsfællesskabet – og så længe kongen opholder sig inden for Kongeriget Danmarks grænser, er der ingen grund til at udpege en rigsforstander.
Det betyder, at kronprinsen kan nøjes med at holde øje med kongeriget fra sidelinjen, mens Frederik frem til fredag den 2. maj besøger Grønland som en del af sit officielle program.
Christians dag på tronen skal nok komme - men indtil videre kan han bruge den sidste uge i april på at nyde det gode vejr og fokusere på sin militæruddannelse i gardehusarregimentet i Slagelse.