Alligevel har 57 procent af de ældre stadig behov for behandling, ofte hæmmet af økonomiske begrænsninger og skam.
Flere ældre end nogensinde opsøger i dag tandlægen. Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse udgør aldersgruppen 60+ 47 procent af alle tandlægebesøg, og tallene er steget støt over ti år. Alligevel peger en ny undersøgelse fra Københavns Universitet på, at 57 procent af de ældre stadig har brug for tandbehandling, og skam og økonomi er væsentlige årsager hertil.
Undersøgelsen, som er en del af Sund Mund Hele Livet (SMUHL)-projektet, der kører frem til 2025, viser, at 23 procent af de ældre har problemer med at spise, mens 16 procent har haft smerter inden for seks måneder. Den peger også på, at årlig mundhygiejne kan kobles til alvorlige sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, demens og lungebetændelse. Kim Ekstrand, professor i Cariologi, udtaler:
"Det er en kæmpe succes, at langt flere i dag bliver ældre med egne tænder. Men mange ældre når på et tidspunkt til en fase i livet, hvor de ikke længere selv kan klare den daglige mundpleje godt nok til at forebygge sygdomme. Derfor er det vigtigt at italesætte, at det er helt naturligt og på sin plads at få hjælp til mundplejen, når evnen til selv at varetage den svækkes," siger Kim Ekstrand og fortsætter:
"Vi ved også, at konsekvenserne af længerevarende mangelfuld mundhygiejne er alvorlige. Det kan føre til både dårligere livskvalitet, øget forekomst af infektioner som lungebetændelse og hjerte-kar-sygdomme og flere hospitalsindlæggelser. Derfor er det vigtigt, at vi gør en ekstra indsats for at sikre, at ældre får den nødvendige hjælp i tide."
De store regninger rammer især ældre
Ifølge tal fra Dansk Tandforsikring er den gennemsnitlige tandlægeregning blandt danskerne på cirka 2200 kroner, men i enkelte tilfælde overstiger regningen 100.000 kroner.
"Har man levet et langt liv eller haft svært ved at passe på tænderne, kan regningerne være utrolig høje og svære at betale. Den største registrerede regning i vores system er på hele 116.259 kroner, og hver femte regning overstiger 3000 kroner," siger Denis Lewinsky, administrerende direktør i Dansk Tandforsikring.
Flere dækkes økonomisk
Hos Dansk Tandforsikring har forbrugernes økonomiske situation øget salget af tandforsikringer med 19 procent i første halvår af 2024 sammenlignet med samme periode året før.
"Størrelsen på tandlægeregninger er ofte uforudsigelig og kan være en stor økonomisk byrde, især for ældre uden for arbejdsmarkedet. Derfor vælger flere danskere at forebygge store tandlægeudgifter gennem økonomiske ordninger," siger Denis Lewinsky og tilføjer:
"Fagforbund og arbejdsgivere tilbyder tandforsikringer, der gør økonomisk kompensation ved tandbehandlinger mere udbredt og giver et skattefrit tilskud. Præmien beskattes via løntræk med ca. 20 til 50 kroner om måneden, hvilket ikke mærkes i hverdagen, men gør en stor forskel, når forsikringen dækker 80-100 procent af tandlægeregningen."