De færreste musikere kan skrive en Lego-figur på CV'et. Men nu kan Claes Antonsen føje netop dén bedrift til sin i forvejen farverige karriere.
Og han er ikke alene på podiet af plast. Thomas Helmig står også blandt de udvalgte.
Det afslørede Claes Antonsen selv på Instagram, hvor han delte en video fra Legolands nye miniudgave af Aarhus. På optagelsen ses en scene, der flyder på åen, med en hvidklædt Thomas Helmig i front flankeret af små Lego-figurer – og lige bag ham står Antonsen selv, gengivet i miniatureformat.
"Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Nu er jeg sgu også lavet i Lego, lige bag ved Thomas... i det nye mini Aarhus i Legoland. Go' weekend og start scooteren," skrev Antonsen i opslaget.
Når Helmig snart drager på turné igen, bliver det endnu en gang med Antonsen bag trommerne. Det afslørede Claes Antonsen allerede i januar, hvor han gjorde klart, at samarbejdet mellem de to venner fortsætter ufortrødent.
Nyheden kom kort tid efter, at TV 2 meddelte, at Antonsen var færdig i det populære musikprogram 'Toppen af Poppen.' Det skete i kølvandet på en intern undersøgelse, der dokumenterede en udbredt usund kultur og ledelsessvigt i perioden 2015 til 2022.
Sagen begyndte at rulle, da DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' bragte anklager mod Claes Antonsen, anklager som han efterfølgende har undskyldt for. Kort efter trak han sig fra The Antonelli Orchestra, der også blev fjernet fra TV 2’s programmer som 'Toppen af Poppen' og 'Vild med Dans.'
Siden er Antonsen vendt tilbage til trommesættet i The Antonelli Orchestra, og allerede i starten af maj er bandet klar til at give koncert igen – både i virkeligheden og, må man nu sige, i Legoland.