Viktor Axelsen kommer med udmelding: "Jeg har været sur derhjemme, fordi..."

Kasper Rud

20 uger siden

|

03/08/2024
Sport
Luis Tato/AFP/Ritzau Scanpix
Luis Tato/AFP/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen var slemt begejstret efter sin kvartfinale-sejr ved OL.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Viktor Axelsen har spillet sig i OL-semifinalen efter, at han leverede en overbevisende sejr over Loh Kean Yew i kvartfinalen med cifrene 21-9, 21-17.

Sejren var ikke blot en sportslig triumf, men også et følelsesmæssigt højdepunkt for den danske badmintonstjerne, der blev hyldet af sine to døtre, Vega og Aya, og de danske fans på lægterne.

Axelsen er nu i sin tredje OL-semifinale. Han reflekterede efter kvartfinale-sejren over den personlige rejse, han har været på siden OL i Rio i 2016. "Den kontinuitet der ligger i, at jeg er i min tredje OL-semifinale og huske tilbage på kontrasten til Rio og stadig stå her nu med to unger på lægterne, en familie og et helt andet liv, det er jeg selvfølgelig meget stolt over. Det er også derfor, at jeg bliver emotionel," sagde Axelsen efter kampen.

Det oplyser Ekstra Bladet.

Bag sejren ligger en periode præget af smerter og udfordringer. Axelsen har kæmpet med store rygproblemer, som har krævet flere blokader for at kunne træne. Han indrømmede ærligt, at smerten og frustrationerne har påvirket hans hjemmeliv. "Jeg har været sur derhjemme, fordi jeg har haft ondt i min krop. Det har måske gået ud over familien et par gange," sagde han.

De seneste års mange småskader og skavanker har gjort det svært for Axelsen at træne optimalt, hvilket har været en kilde til stor frustration. "Jeg har haft mine udfordringer det sidste års tid. Jeg har haft sindssygt mange småskavanker og skader. Jeg har ikke noget problem med at tabe, men jeg har rigtig svært ved at acceptere, når jeg ikke kan gøre mit bedste for at blive bedre til badminton," forklarede han.

Efter sejren kunne Axelsen ikke holde sine følelser tilbage, og han faldt på knæ i en jubelscene, der mindede om Poul-Erik Høyers ikoniske sejr i OL i 1996.

"Det var min første minifinale ved det her OL. Jeg har været meget usikker på, hvor jeg stod. Jeg har ikke spillet længe. Jeg har måtte vælge turneringer fra for at blive helt klar," sagde Axelsen som forklaring på den intense jubelscene.

Axelsen møder indiske Lakshya Sen i semifinalen søndag. Med verdensetteren Shi Yu Qi ude af turneringen er Axelsen nu den højest rangerede spiller tilbage, hvilket giver danskeren en unik mulighed for at nå helt til tops.