Over 300.000 dødsfald om året: Forskere advarer mod sukkersødede drikke

Marcus Dam

22 timer siden

|

06/04/2025
Nyheder
Foto: Dmytro Furman / Shutterstock.com
Foto: Dmytro Furman / Shutterstock.com
En kold Cola på en sommerdag kan være meget rart.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Men et nyt studie afslører en bekymrende sandhed om de søde drikke, mange danskere tyr til i hverdagen – og tallene er alarmerende.

Sukkerdrikke med alvorlige konsekvenser

Selvom sodavand, energidrikke og frugtdrikke er faste elementer for mange – hvad enten det er til taco-aften, i frokostpausen eller som morgenboost – viser ny forskning, at de kan være stærkt skadelige for helbredet.

En omfattende global undersøgelse, offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature Medicine, kobler ifølge Dagbladet sukkerholdige drikke direkte til over 340.000 dødsfald i 2020. Ifølge forskerne skyldes dødsfaldene type 2-diabetes og hjertesygdomme, der relateres til indtaget af de søde drikke.

Desuden blev der i samme år registreret 2,2 millioner nye tilfælde af type 2-diabetes og 1,2 millioner nye tilfælde af hjertesygdomme, som forskerne ligeledes tilskriver sukkerdrikkene.

Ifølge kardiolog Adedapo Iluyomade giver disse resultater anledning til et akut behov for sundhedstiltag, især i områder og blandt befolkningsgrupper, hvor problemet er størst.

Sukkerholdige drikke omfatter blandt andet sodavand, frugtdrikke, energidrikke og sødede traditionelle drikke – dog ikke 100 procent frugtjuice eller drikke sødet med kunstige sødestoffer.

Når man drikker sukkerholdige drikke, optager kroppen sukkeret hurtigt, hvilket får både blodsukker og insulinniveau til at svinge voldsomt. Over tid kan det føre til usund fedtophobning omkring organer, forhøjet blodtryk, betændelsestilstande og dårlige kolesterolværdier – alle risikofaktorer for både diabetes og hjertesygdomme.


Et glas om dagen kan forkorte livet

Studier understøtter advarslerne. Forskning fra University of Michigan peger på, at et enkelt glas sukkersødet sodavand dagligt kan forkorte levetiden med op til 12 minutter. Det samme studie placerede sodavand i den sundhedsskadelige ende – sammen med fødevarer som forarbejdet kød.

En anden undersøgelse fra JAMA Network fulgte over 162.000 kvinder i mere end 30 år. Her viste det sig, at kvinder, der dagligt drak én eller flere sukkerholdige drikke, havde næsten fem gange så høj risiko for at udvikle mundhulekræft, sammenlignet med kvinder, der sjældent drak dem.

Konklusionen fra forskerne er klar.

Et højt forbrug af sukkerholdige drikke kan koste dyrt – både i helbred og i levetid.