Det danske kvindelandshold i håndbold må tænke nyt på målmandsposten, når de i denne uge løber på banen mod Tyskland.
Sandra Toft, der i årevis har været et fast navn mellem stængerne, melder fra til hele landsholdssamlingen med en baglårsskade.
I hendes sted træder Amalie Milling ind, som dermed igen bliver en del af Jesper Jensens trup.
Også Anna Kristensen bliver skiftet ud – dog ikke på grund af skade. Den 23-årige målvogter får en pause fra landsholdet efter første kamp, da hun har været igennem en hektisk sæson både i klub- og landsholdsregi.
“Anna har ligesom mange andre spillere haft et vildt år. Hun var fuldt med ved sidste samling, og i samråd med Anna og Team Esbjerg er vi blevet enige om, at hun får et par dages hvile inden resten af sæsonen,” udtaler landstræner Jesper Jensen til DanskHåndbold.
Kristensen deltager frem til kampen mod Tyskland i Hamborg den 9. april, hvorefter hun rejser hjem. Herefter overtager Louise Bak Jensen fra Viborg HK pladsen – og det kan blive første gang, hun trækker landsholdstrøjen over hovedet i officiel sammenhæng.
En tredje målvogter bliver også kortvarigt en del af samlingen. Althea Reinhardt, som netop har gjort comeback i Odense Håndbold efter en længere skadespause med hjernerystelse, deltager i én enkelt træning tirsdag den 8. april.