C25-indekset, der dækker de mest handlede danske aktier, er i de første minutter faldet med over 7 procent – mere end nedturen i fredags, der ellers var blandt de værste i nyere tid.
Toldstrid med USA skaber uro
Ifølge TV 2 rammer faldet bredt. Selv de selskaber, der klarer sig "bedst", falder med over 5 procent, mens de værst ramte taber over 12 procent.
Baggrunden for den blodrøde morgen ligger blandt andet i den optrappede handelskonflikt mellem EU og USA. Udenrigs- og handelsminister Lars Løkke Rasmussen reagerer skarpt på de nye amerikanske toldsatser:
"USA’s indførelse af told på europæiske varer og ydelser er et angreb på den frihandel, der har sikret hele verdens velstand," siger han i en pressemeddelelse og tilføjer: "Men fra europæisk side kan vi ikke bare lægge os ned."
EU arbejder i øjeblikket på et modsvar. Ifølge EU-kommissær for industriel strategi, Stephane Sejourne, har unionen "flere kort på hånden", og et modsvar bliver "proportionelt". Et tidligere forslag har lagt op til told på amerikanske varer til en værdi af 28 milliarder dollars.
En 'double whopper' på vej
TV 2’s erhvervsanalytiker Ole Krohn forudså allerede inden markedets åbning, at aktiefaldene ville brede sig som en steppebrand.
"Det danske aktiemarked kommer til at åbne negativt, og vi ser brede fald. Det her kommer til at brede sig som en steppebrand," sagde han og henviste til det ventede svar fra EU på både de tidligere og de nye amerikanske toldsatser.
Krohn advarer om, at vi står foran en dobbelt optrapning i handelskrigen – eller som han kalder det: "En double whopper."
Mandagens aktienedtur er ikke kun dansk. I Hongkong er aktierne mandag faldet med over 12 procent – det største fald i 16 år.