De svenske styrker på Gotland er allerede blevet forstærket. Nu peger flere eksperter på, at Danmark bør følge trop – og rette blikket mod Bornholm, der spiller en central strategisk rolle i Østersø-regionen.
Ifølge militæranalytiker Alexander With fra Forsvarsakademiet er risikoen for russisk aggression ikke længere begrænset til Ukraine. Truslen strækker sig også mod andre dele af Nordeuropa – herunder den danske klippeø.
Det skriver Jyllands-Posten.
“Det er derfor, at svenskerne opruster på Gotland. De er bange for, at det kommer til at ske. Det er også derfor, at det ville give god mening at forstærke forsvaret på Bornholm,” udtaler han til mediet.
Bornholm er en vigtig brik, når NATO skal sikre forsyningslinjer og militær adgang til de baltiske lande i tilfælde af konflikt. Men øens militære beredskab er i dag begrænset til nogle få hundrede soldater – og det er langt fra nok, vurderer eksperten.
“Problemet er, at de ikke har særlig meget kampkraft, og at de ikke er særlig mange. Slet ikke i weekenden, hvor flere af soldaterne pendler hjem til der, hvor de bor,” tilføjer han.
Trusselsbilledet er blevet skærpet yderligere med den nyeste vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som vurderer, at Rusland – hvis de rette betingelser er opfyldt – kan være klar til at føre krig i Østersøen inden for to år. Scenariet afhænger dog af, at krigen i Ukraine er afsluttet, at USA holder sig ude, og at europæiske lande ikke når at ruste op i tide.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kalder situationen den mest alvorlige i årtier, men afviser, at der i øjeblikket skulle være konkret fare for et angreb på Danmark. Om Bornholm er tilstrækkeligt beskyttet, forholder han sig ikke direkte til. Han henviser i stedet til den såkaldte accelerationsfond, som skal gøre det muligt at rykke hurtigt med oprustning, når det kræves.
Spørgsmålet er, om der bliver skruet op for tempoet – før vinden vender over Østersøen.