Type 5-diabetes, som den er blevet døbt, adskiller sig markant fra de kendte typer 1 og 2 – og rammer især unge og undervægtige personer i lavindkomstlande.
Et navn, der har manglet i årtier
Tilstanden blev officielt anerkendt tidligere i april under World Diabetes Congress i Bangkok.
Det skriver Digi24.
I mange år har læger i udviklingslande rapporteret om patienter med diabeteslignende symptomer, men som ikke passede ind i de gængse kategorier.
Patienterne var ofte tynde og unge, hvilket tydede på type 1-diabetes, men de reagerede ikke positivt på insulinbehandling.
Tværtimod.
Insulin kunne i nogle tilfælde være direkte farligt og føre til livstruende hypoglykæmi.
Først nu, næsten to årtier senere, har Det Internationale Diabetesforbund (IDF) valgt at anerkende sygdommen som sin egen kategori.
Med navnet "type 5-diabetes" håber eksperter at få bedre diagnosticering og mere målrettet behandling i gang.
Underernæring er nøglen
Tilstanden er tæt forbundet med underernæring og lav kropsvægt.
Det er især unge og unge voksne fra lav- og mellemindkomstlande, der bliver ramt.
Det, der adskiller type 5 fra andre former, er en alvorlig nedsat evne til at producere insulin.
En defekt i betacellerne i bugspytkirtlen, som ikke før er blevet anerkendt som sin egen sygdomstype.
Professor Meredith Hawkins fra Albert Einstein College of Medicine var blandt de første, der for alvor begyndte at dokumentere tilstanden.
Allerede i 2005 stødte hun på rapporter om "mærkelige" diabetestilfælde, og i 2010 grundlagde hun Global Diabetes Institute for at forske i netop denne type.
Ifølge Hawkins overlever mange patienter med type 5-diabetes ikke mere end et år efter diagnosen.
En stor del af problemet er, at læger stadig er usikre på, hvordan de skal behandle sygdommen korrekt.
Overbehandling med insulin kan gøre mere skade end gavn, og derfor kræver det en helt ny tilgang.
Foreløbige anbefalinger lyder på en kost med mere protein og færre kulhydrater, samt fokus på at rette op på mangler i mikronæringsstoffer.
Men der er behov for langt mere forskning, nu hvor der endelig er et internationalt mandat til at sætte ind.
Med cirka 25 millioner ramte på verdensplan er type 5-diabetes mere udbredt end mange tror, og nu er der endelig et navn og et fokus, som kan sætte gang i en reel forandring.