To virksomheder, én vinder: Hvordan et spil sten, saks, papir afgjorde en aftale til 130 millioner kroner

Mathias Busekist

9 timer siden

|

27/04/2025
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er måske det vigtigste spil sten, saks, papir til dato.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sten slår saks. Saks slår papir. Og papir slår sten.

Sådan lyder reglerne i det simple spil med tre kast i tre runder, der i tidens løb med stor sandsynlighed både har afgjort rengøringstjanser, giftemål og alvorlige stridigheder. Og i 2005 blev det afgørende for fordelingen af en kunstsamling til en værdi af cirka 20 millioner dollars. 

Det, som må siges at være et usædvanligt valg fra virksomhedens side, fandt sted, da virksomheden skulle vælge mellem to af verdens førende auktionshuse i form af Christie's og Sotheby's, skriver CNN.

Takashi Hashiyama, direktør for Maspro Denkoh, stod med beslutningen om, hvem der skulle have retten til at sælge hans samling af kunst, der blandt andet omfattede værker af Paul Cézanne, Pablo Picasso, Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Pierre-Auguste Renoir. Og for at træffe en retfærdig beslutning overlod Hashiyama det hele til tilfældighederne.

"Det kan virke mærkeligt for andre, men jeg mener, det er den bedste måde at vælge mellem to ligeværdige muligheder," udtalte Hashiyama senere til Wall Street Journal.

Alligevel greb de to auktionshuse udfordringen vidt forskelligt an. Christie's direktør i Japan, Kanae Ishibashi, tog konkurrencen meget alvorligt, hvorfor hun rådførte sig med de 11-årige tvillinger Alice og Flora Maclean, døtre af en Christie's-chef, som foreslog at lægge ud med "saks", ligesom hun bar heldsamuletter og dryssede salt for heldets skyld.

Hos Sotheby's var tilgangen derimod langt mere afslappet.

"Vi tænkte ikke så meget over det," udtalte Blake Koh, tidligere specialist hos Sotheby's, til New York Times.

"Vi mente, det i sidste ende ville være tilfældigt."

Da dagen kom, mødtes repræsentanterne i et bestyrelseslokale i Tokyo, og i stedet for den traditionelle metode, så skrev de hver især deres valg på en seddel.

Ishibashi fulgte rådene og valgte saks, mens Sotheby's repræsentant satsede på papir, og med ét havde Christie's vundet retten til at bortauktionere den kostbare samling - og det bar i den grad frugt.

Cézannes "Les grands arbres au Jas de Bouffan" blev solgt for hele 11,8 millioner dollars som det tredjestørste salg ved auktionen i New York. Også værker af Picasso og Van Gogh oversteg forventningerne, med henholdsvis 1,7 millioner og 2,7 millioner dollars.

Jonathan Rendell, næstformand hos Christie's og en af hovedpersonerne bag auktionen, tilskriver i dag sin senere karrierefremgang det heldige udfald af netop denne usædvanlige konkurrence.

Ads by MGDK