At sikre, at vi spiser nok frugt, er vigtigt for at opretholde en sund og balanceret kost - og frugt er også en fantastisk kilde til fibre.
Men du kan få endnu flere fibre i din kost ved at spise en bestemt tropisk frugt, som mange ofte smider dele af væk. Selvom skindet på frugt kan virke afskrækkende, er der mange frugter, hvor skindet er fyldt med fibre - og det går bare til spilde, når det ikke bliver spist.
En diætist har afsløret, at det at spise skindet på én bestemt frugt kan hjælpe dig med at 'fordoble dit fiberindtag'.
I en video delt på det sociale medie TikTok fortalte diætist Abbey Sharp, at hun spiser skindet fra sine kiwier. Selvom mange måske synes, det virker ulækkert at spise skindet på en kiwi, er der ingen grund til det - heller ikke på grund af den pelslignende overflade.
Ifølge det britiske medie Express indeholder skindet faktisk flere fibre og antioxidanter end selve frugtkødet, hvorfor du går glip af rigtig mange gode sager ved bare at smide det i skraldespanden.
Men Abbey beroligede seerne med, at man ikke nødvendigvis behøver spise 'pelsen' for at få flere fibre ud af den. Man kan i stedet børste hårene af med en lille børste eller skrabe dem væk med en ske og derefter spise skindet som normalt.
En kiwi i standardstørrelse uden skind indeholder omkring to gram fibre, men når skindet bliver spist med, stiger mængden til cirka 3,5 gram fibre pr. portion. Derfor skal der ikke være nogen tvivl om, at der faktisk er tale om en nem måde at øge fiberindtaget på.
"Jeg glemmer aldrig den dag, min fireårige spiste hele kiwien, og jeg skyndte mig ind på Google for at tjekke, om det overhovedet var sikkert - bare for at finde ud af, at det faktisk er den bedste måde at spise den på," skrev en bruger som kommentar til videoen.
"Skindet er klart den bedste del af frugt og grønt," lød det fra en anden bruger.
Det er ikke kun kiwi, der er godt for fiberindtaget. I videoen forklarede Abbey, at man 'næsten kan fordoble fiberindholdet i frugt blot ved at spise skindet', herunder på pærer, æbler, ferskner og abrikoser.
"Din tarm vil ikke have, at du smider skindet væk," tilføjede hun.
Fibre er en essentiel del af vores kost. De fodrer de gode bakterier i tarmen og hjælper fordøjelsen. Men det anbefales ikke at spise skindet på alle frugter - især ikke dem med hårdt og uspiseligt skind.
Generelt frarådes det at spise skindet fra frugter som ananas, litchi og melon. Og hvis du vælger at spise frugt med skind, bør du altid skylle det grundigt i koldt vand, før du spiser det. Dermed er du nemlig sikker på, at du ikke ender med at indtage bakterier og deslige.