Færre ulykker under leg i skolegården: Folkeskoleelever skal tage “frikvarterskørekort”

Nicolai H

1 dag siden

|

01/04/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
For at undgå ulykker i skolegården skal elever fra næste år bestå en teoriprøve i blandt andet løb, sjip og fangeleg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Gynger i hovedet, blodtud fra fodbolde og hudafskrabninger fra fangeleg. Nu skal det være slut med ukontrolleret aktivitet i frikvartererne.

Et nyt landsdækkende initiativ lanceret af Styrelsen for Skolemiljø og Bevægelse betyder, at elever fra 1. klasse og op nu skal gennemføre en obligatorisk teoriprøve i basale frikvartersteknikker som løb, sjip og fangeleg – og opnå det såkaldte frikvarterskørekort, før de får lov til at kaste sig ud i den daglige leg.

Det skriver mediet Ranslirpa.

Ifølge styrelsen handler det om sikkerhed og “at bringe struktur og ansvar ind i skolegårdens ellers lovløse verden.”

"Alt for mange elever løber, uden at se sig for. Vi ser deciderede rundtosse-sammenstød, fejlslåede klatreforsøg og uautoriserede hop ned fra skuret. Med frikvarterskørekortet får børnene basal forståelse for regler og risici," siger specialkonsulent i børneleg, Jytte Spanggaard, som har været med til at designe prøven.

Prøven består af tre dele:

  1. Teori: Eleverne skal svare på spørgsmål som “Hvornår må man tage nogen i fangeleg?” og “Hvad er sikkerhedsafstanden ved sjipning i gruppe?”

  2. Manøvreprøve: Her testes børnene i retningsskift under løb, bremsning på asfalt og korrekt armplacering ved kasten med frisbee.

  3. Etik og moral: En kort mundtlig prøve om fairplay, håneret efter fodboldkampe og skammekrogens juridiske gyldighed.

Trafikskole-inspireret setup

På flere skoler vil der blive bygget mini-skolergårde med opmærkede baner og sjippevognbaner, så eleverne kan træne under sikre forhold. Enkelte skoler har desuden indført “spejderveste” til børn under prøvetid.

"Det handler ikke om at fjerne sjoven. Vi vil bare gerne undgå, at en omgang ‘Kongens Efterfølger’ ender med seks uger i gips," siger skoleleder Bent Løkke fra Kalby Østre Skole, hvor forsøget for første gang skal afprøves.

Skolepatruljen får nye beføjelser

Det nye initiativ betyder også, at skolepatruljen nu kan udstede advarsler og “pausekort” til elever, der gentagne gange bryder reglerne. Tre advarsler, og det bliver indendørs frikvarter med sudoku og stilhed.

Det nye kørekort kommer i fem farver, og der gives klistermærker for særlig god legestil. Dumper et barn prøven tre gange indenfor en måned, vil de i stedet få tilbudt det langt sundere alternativ: en iPad i frikvartererne.

Den første nationale teoriprøve afholdes den 1. april 2025.