Store skærme, lynopladning og støjsvag kørsel sælger elbiler i hobetal.
Men bag de grønne løfter gemmer sig en vægtmæssig udfordring, som alt for få bilister kender til: mange elbiler har markant lavere nyttelast end deres benzin- og dieseldrevne søskende. Og det kan gøre drømmen om den store sommerferie i elbil lidt mere trang, end man måske havde regnet med.
Nyttelasten – altså den mængde vægt du har tilbage til passagerer og bagage, efter bilen selv og batteriet er talt med – kan i visse populære elbiler være så lav, at bare fire voksne næsten bringer bilen op til det maksimalt tilladte.
Det betyder, at man i praksis må vælge mellem børn eller kufferter.
Det skriver det danske bilmedie Boosted.
Ifølge tal fra det norske Vejtrafikråd OFV kan dieselbiler i gennemsnit bære hele 30,7 procent mere nyttelast end elbiler. Benzinbiler klarer sig også bedre og har typisk 16,8 procent højere kapacitet.
Et konkret eksempel er Tesla Model 3, hvor ældre modeller kun har omkring 300 kilo at gøre godt med. Det svarer nogenlunde til fire gennemsnitlige voksne – og så er der ikke plads til så meget som en toilettaske.
Volkswagen ID.7, som ellers er en stor og rummelig bil, topper kun med 362 kilo. Den kæmpestore BYD Sealion 7 – en SUV med masser af plads i kabinen – har en nyttelast på sølle 320 kilo.
Det er batteriets skyld. De mange hundrede kilo, der skal sikre lang rækkevidde og høj effekt, æder sig ind i bilens samlede tilladte totalvægt. Når den grænse er nået, er der ikke mere at give af. Og det er ikke bare et praktisk irritationsmoment. Det handler også om sikkerhed.
Kører man med overlæs, risikerer man at overbelaste bremser, affjedring og dæk. Det kan gøre bilen sværere at styre og i værste fald farlig. Samtidig kan det give bøder, og politiet kan kræve, at du efterlader enten folk eller bagage på stedet.
Vil du selv tjekke, om du er i farezonen, kan du finde oplysningerne på registreringsattesten. Kig efter punktet “tilladt totalvægt” og “køreklar vægt”. Træk de to tal fra hinanden, og fratræk yderligere 75 kg for føreren – så har du et cirka-tal for, hvor meget du må laste bilen med.
Og husk: ekstraudstyr som anhængertræk, panoramaglastag og el-sæder vejer også. To ellers identiske biler kan derfor have forskellig nyttelast – og det kan være afgørende, hvis du planlægger ferie med hele familien på bagsædet.