Når man vinder et monumentalt løb som Amstel Gold Race, sætter det ikke kun fart i jubelrusen – det sender også raketbrændstof direkte ind på verdensranglisten.
Det mærker Mattias Skjelmose nu effekten af.
Den 24-årige Trek-rytter har sprunget ti pladser frem og er med ét tilbage i cykelsportens top 20. Nærmere bestemt på en flot 17.-plads. Det viser den nyeste UCI-rangliste, som blev offentliggjort natten til tirsdag.
Tidligere på sæsonen dalede han efter en skuffende exit i Paris-Nice, men nu er pilen peget i den helt rigtige retning – og springet markerer det største hop blandt rytterne i top 45.
Mens danskeren gør comeback i toppen, er der samtidig ny verdensrekord helt i front. Sloveniens Tadej Pogacar har som den første nogensinde passeret 13.000 UCI-point. Til sammenligning må Remco Evenepoel på andenpladsen nøjes med lidt over 5.600.
Top fem rundes af med Mathieu van der Poel, Primoz Roglic og nu også Wout Van Aert, der har taget elevatoren op fra niendepladsen.
Der er dog stadig flere danske kort i spil: Mads Pedersen holder sig solidt fast som verdens nummer otte, mens Jonas Vingegaard følger trop på 13.-pladsen.
Og så er der Niklas Larsen, der for alvor har fundet benene i 2025. Med sin sejr i Tour du Loir et Cher er Bornholm-rytteren hoppet hele 84 pladser op og ligger nu som nummer 425. 191 af hans 203 point er optjent i år – mere end nogen anden dansk kontinentalrytter.
Danmark som nation mærker også fremgangen. Med Skjelmose som trækplaster holder vi fast i top fem på nationsranglisten, hvor Belgien, Slovenien, Spanien og Italien stadig fører an.
Hos kvinderne er billedet lidt mere fladt. Der har ikke været de store danske resultater i den forgangne uge, og Emma Norsgaard er stadig eneste dansker i top 100 som nummer 97. Cecilie Uttrup ligger nummer 128, efter en placering som nummer 67 i Amstel Gold Race.
Hos kvinderne er toppen stadig urørt. Demi Vollering troner forrest foran Kopecky, Longo Borghini, Wiebes og Labous. Men Amstel-vinderen Mischa Bredewold har rykket sig fra 19.- til 13.-pladsen og sender et vink med vognstangen til toppen.
På nationsniveau er intet ændret. Danmark holder fast i 19.-pladsen og har stadig et godt stykke op til top fem, hvor Holland er urørlig i front foran Italien, Frankrig, Belgien og Polen.