En 57-årig buschauffør er blevet sigtet for spirituskørsel, efter han tirsdag eftermiddag var involveret i flere færdselsuheld under en busrute i Tønder.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.
Hændelsesforløbet begyndte omkring klokken 15, da chaufføren på Ribe Landevej kørte ind i et færdselsskilt og et træ. Bussen fik materielle skader, men chaufføren fortsatte sin rute mod Tønder busstation.
Ved ankomsten til stationen blev to unge personer ramt. Den første var en 16-årig pige, som blev påkørt ved lav hastighed. Hun blev bragt til hospitalet til observation, men der er ikke meldt om alvorlige skader.
Kort tid efter blev en 17-årig dreng på knallert også ramt. Han slap umiddelbart uskadt fra hændelsen.
En patrulje fra politiet ankom kort efter og foretog en alkometertest af chaufføren, der viste en promille over det tilladte. Han blev derefter sigtet for spirituskørsel.
Politiet oplyser, at der mindst var én passager i bussen under hændelserne, og de opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig med oplysninger på telefon 114.
Sagen efterforskes nu nærmere.