Hun solgte huset og skiftede job, men alligevel følte hun, at der manglede noget i hendes hverdag. Hun ville have børn.
En dag fik hun en mail fra den lokale præst, som spurgte hende, om hun kunne forestille sig at blive plejeforælder.
I 2016 følte hun sig klar. Alt var tilrettelagt, så hun kunne adoptere et barn – og en dag ringede telefonen. Det var en sagsbehandler fra kommunen. De havde et barn, der havde brug for et hjem.
Barnet viste sig at være en fire dage gammel dreng, som var blevet efterladt på et nærliggende lokalt hospital. Ingen vidste, hvem forældrene var, eller hvor de var blevet af.
Da drengen ikke havde fået noget navn, valgte Katie, at kalde ham Grayson. De næste 11 måneder tog hun sig af ham mens sagsbehandlere ledte efter de biologiske forældre. Men da det ikke lykkedes, begyndte man at snakke om muligheden for adoption.
Der blev afholdt en officiel høring, og da der stadig ikke var nogen forespørgsler om Grayson, afgjorde dommeren, at de biologiske forældre mistede alle rettigheder, og Katie kunne adoptere ham, hvis hun ville. Og det ville hun gerne.
Blot få uger senere fik Katie endnu en henvendelse fra kommunens sagsbehandler. Kunne hun forestille sig et andet barn? Denne gang var det en lille pige, som moren havde afleveret til hospitalet, da hun ikke ville have barnet. Den lille piges navn var Hannah.
Hannahs biologiske mor havde fortalt, at hun havde født en dreng - på et tidspunkt, der svarede til, da Grayson blev født. Kunne de være søskende?
Denne gang havde hospitalet dog flere oplysninger om moderen, og hun lod sig spore og takkede ja til en samtale. Under et møde bekræftede hun, at hun havde født en dreng på det pågældende tidspunkt, og at han var Hannahs halvbror. Det skriver Sosialnytt.
Katie adopterede Hannah i december 2018 og har nu to børn, hun kalder sine egne. Og selvom de ved første øjekast ikke ligner hinanden, er der stadig meget, der viser, at de er søskende. Deres sind og adskillige ansigtstræk afslører viser ligheder.
