En tidligere stewardesse har delt en kontroversiel liste over ting, som enhver rejsende bør gøre, når de bor på hotel.
Barbiebac La Azafata deler regelmæssigt sine bedste tips og tricks med sine mere end 4,9 millioner følgere på det sociale medie TikTok.
Og nu har den 32-årige udsendt en vigtig advarsel til alle, der bor på hotel, når de er ude at rejse, hvilket har fået mange til at føle sig 'skræmte'. Mange stewardesser - ligesom hende selv - føler sig nemlig ikke altid sikre, når de er væk hjemmefra.
"Mens du pakker hudplejeprodukter ud, scanner vi rummet, som var det et gerningssted," fortalte hun til Luxury Travel Daily.
"Og nej - det er ikke paranoia. Det er instinkt formet af mange år med at sove på fremmede steder rundt omkring i verden - ofte alene og ofte som lette mål."
I en video, der har fået 2,4 millioner visninger og 240.500 likes, afslører Barbiebac, hvordan du kan sikre din egen tryghed.
Tjek spejle
Hendes første tip er ifølge det britiske medie Daily Mail at inspicere spejlet, hvis der er et i rummet - da det muligvis ikke er, hvad det ser ud til at være.
"To-vejsspejle findes - ligesom dem, man bruger i afhøringsrum. Vi laver altid fingerspids-testen. Hvis der er afstand mellem din finger og dens spejlbillede, er det et almindeligt spejl. Hvis fingeren rører direkte ved sit spejlbillede, kan det være et problem," sagde hun.
Lås din tandbørste inde
Mens mange rejsende vælger at opbevare deres tandbørster på badeværelset på deres hotelværelse, siger Barbiebac, der oprindeligt er fra Spanien, at det ikke er det sikreste sted.
"Vi er ikke kun bange for tyveri. Vi har hørt rædselshistorier om personale, der bruger gæsters tandbørster til ulækre ting," sagde hun.
"Derfor opbevarer mange af os vores tandbørster, medicin og hygiejneprodukter i pengeskabet. Vi tager ingen chancer med noget, der skal i munden.“
Sikkerhedstjek
Før du slapper af og lægger dig til rette, har den 32-årige nogle punkter, der skal krydses af på tjeklisten.
"Tjek bag gardinerne, under sengen - og under lagnerne for væggelus - samt i skabe. Også bag ventilationsriste, røgalarmer og vækkeure," sagde hun.
"Nogle fra besætningen medbringer endda bærbare enheder, der kan opdage skjulte kameraer eller ukendte signaler. Og når det er tid til at sove, bruger mange ekstra forholdsregler. En bærbar lås, der forstærker hoteldøren."
"Og en dørstopalarm, der hyler, hvis nogen forsøger at komme ind. Først da kan vi virkelig hvile."
Undgå gratis produkter
Barbiebac siger, at man bør undgå gratis produkter på hotelværelset, da man aldrig helt ved, hvem der ellers har rørt ved dem - og hvorfor.
"Medmindre det er forseglet, rører vi det nok ikke. Krus på badeværelset bliver ofte bare skyllet og ikke steriliseret. Dyner og pyntepuder bliver sjældent vasket. Vægdispensere med shampoo eller sæbe kan blive genopfyldt - eller værre: forurenet," sagde hun, og fortsatte:
"Håndklæder og pudebetræk genbruges nogle gange, og toiletpapiret er måske ikke blevet skiftet. Elkedlen - glem det. Nogle koger nudler eller pølser i den, eller vasker undertøj eller hygiejneprodukter deri. Vi har vores egen bærbare elkedel, samt pudebetræk og små håndklæder."
Næste gang du bor på hotel, siger hun, bør du spørge dig selv: 'Hvad ville en stewardesse gøre?'.
"Vi er ikke paranoide - vi er erfarne. Måske sover du lidt bedre," tilføjede hun til sidst.