Når 'Vild med dans' igen ruller over skærmene, står et nyt hold af kendte danskere klar til at svinge hofterne og give alt, hvad de har, på dansegulvet.
Programmet, der i årevis har været en fast efterårstradition, formår altid at overraske med sin sammensætning af deltagere – fra sportsstjerner og tv-værter, til skuespillere og musikere, der alle drømmer om at tage det eftertragtede trofæ med hjem.
Spændingen stiger, når spekulationerne begynder at florere: Hvem tør kaste sig ud i de krævende dansetrin, og hvem vil tage udfordringen op og forsøge at mestre alt fra wienervals til samba? Programmet, som gang på gang har fået seerne til at grine, græde og heppe, er kendt for at kunne bringe uventede talenter frem i lyset.
Og så er der selvfølgelig dem, vi allerede kender. Dem, vi har fulgt på tv i mange år, men som nu er klar til at vise en helt ny side af sig selv.
Og nu kan HER&NU erfare, at en af årets mest overraskende deltagere er en person, som de fleste danskere har fulgt tæt fra barnsben.
Rachel Ellebye, som hele Danmark har været på fornavn med siden hendes deltagelse i 'Årgang 0', er nu klar til at træde ud af dokumentarens skygge og ind på dansegulvet.
Rachel, der først blev landskendt som lille pige i TV 2's ikoniske dokumentarserie, har ikke været meget i rampelyset, siden 'Årgang 0' sluttede for seks år siden. Bortset fra nogle få tv-optrædener har hun holdt sig lidt i baggrunden.
Men nu er hun klar til at tage et stort skridt frem igen – denne gang med danseskoene snøret.
Tilbage i maj antydede Rachel allerede, at hun var klar, hvis TV 2 skulle ringe med et tilbud om at deltage i 'Vild med dans'.
"Ellers er jeg klar på 'Vild med dans' - de ringer bare," sagde hun med et smil under Reality Awards' sommerfest. Nu er opkaldet kommet, og Rachel er spændt på at vise, hvad hun kan på dansegulvet.
Hvem der ydermere skal kravle i gallakjolerne og øve jivespark, vil blive offentliggjort fredag den 30. august.