Hvert år tager omkring en halv million danskere afsted på skiferie, og for mange går turen mod de sneklædte Alper, der lokker med perfekte pister og smukke bjerglandskaber.
Hvis rejsen foregår i egen bil, kan det dog ende med at blive en dyr affære.
Tyskland har nemlig indført skærpede regler for vinterdæk, som kræver, at bilen er udstyret korrekt til de udfordrende vinterforhold.
Manglende overholdelse af reglerne kan ikke kun påvirke sikkerheden på vejen, men også resultere i bøder, hvis man bliver stoppet undervejs.
"De nye dækregler i Tyskland kommer bag på de fleste, også dem der er kørt på skiferie sydpå gennem mange år," fortæller Christian Jensen, der er tekniker hos Bridgestone, ifølge en pressemeddelelse.
"Mange er heldigvis opmærksomme på at skifte til vinterdæk, før turen går sydpå. Men med de nye regler i Tyskland risikerer man at køre afsted i god tro på dæk, som efter tysk lovgivning ikke er lovlige til vinterføre."
Overholder man ikke reglerne, kan man regne med at få en bøde, der kan være op til 120 euro - og endda endnu højere i tilfælde af ulykker.
Det skriver Boosted.
Skrappere krav til vinterdæk i Tyskland
I Danmark er der forsat intet krav om brug af vinterdæk.
Men går turen til Tyskland, skal der være snefnugmærkede helårs- eller vinterdæk på bilen, når der køres i vinterføre.
Vinterføre defineres som sne, slud, sjap eller is, forklarer Christian Jensen og tilføjer, at samme regler også gør sig gældende i Sverige.
Brug vinterdæk til vinterkørsel
Selv om turen ikke går til hverken Tyskland eller Sverige, råder Christian Jensen på det kraftigste til brug af vinterdæk til vinterkørsel.
"Vinterdæk klarer sig markant bedre i sne og på is og på våde veje, på grund af deres kombination af særlige slidbanemønstre, større mønsterdybde og en gummiblanding, som forbliver blød ved lave temperaturer. Og det gør en kæmpe forskel for bremselængde og manøvredygtighed."
Ud over sikkerhedsspørgsmålet, så er det kun Danmark, der tillader bilisterne at køre med sommerdæk i vintervejr. Tyskland, Østrig, Sverige og Norge forlanger vinterdæk, og i Schweiz, Frankrig og Italien kan de være påbudt i snevejr, eller når der er skiltet med det.
Anbefaler mønsterdybde på minimum 4 mm på vinterdæk
Vær også opmærksom på, om dækkene er ved at være slidte – det går ud over bremseevnen.
I Danmark kan man i følge loven nøjes med en mønsterdybde på 1,6 mm, men Christian Jensen anbefaler en mønsterdybde på minimum 4 mm på vinterdæk.
I nogle lande, fx Sverige, er der krav til minimum mønsterdybde på mindst 3 mm. Rådet for større Dæksikkerhed har en oversigt over vinterdækregler på daeksikkerhed.dk/vinterdkregler.