Det er ikke unormalt, at kunder går til frisøren for en hurtig klipning. Men når de fleste af dem er glatte som bowlingkugler og stadig strømmer til, begynder det at lugte mistænkeligt – og ikke af aftershave.
Netop dét bemærkede italiensk politi, da de holdt øje med et ellers anonymt barberskilt i Genovas Foce-kvarter. En 55-årig mand stod bag saks og spejle, men hans forretning viste sig at være noget mere... stimulerende end hårpleje.
Det skriver OddityCentral.
Over flere dages overvågning lagde Carabinieri mærke til et konstant flow af skaldede mænd uden antydning af skæg, der trissede ind og ud af butikken. Mænd i alle aldre – men fælles for dem alle: de lignede ikke nogen, der var på jagt efter en fade.
Sporene førte hurtigt væk fra frisørsaksen og direkte mod et mere narkotisk sortiment.
Ved en ransagning fandt politiet i frisørens private hjem flere gram hash, men det var i selve barbersalonen, at jackpotten ventede. Gemt på et lille mezzanin-loft lå 100 gram kokain, fire præcisionsvægte og alt det nødvendige grej til at pakke stofferne pænt ind. Klart nok, der var mere gang i linjerne end i linjeret hår.
“Det lignede en klassisk barbersalon udefra,” udtalte en anonym kilde i det italienske politi til lokale medier. “Men når kunderne hverken havde hår på hovedet eller skæg på hagen – og alligevel kom igen og igen – så begyndte det at virke lidt for glat.”
Manden er nu varetægtsfængslet i Marassi-fængslet i Genova og afventer sin dom. Ifølge politiets oplysninger var nogle kunder faktisk så opsatte på at bevare facaden, at de bad om en symbolsk studsning, mens de hentede det egentlige produkt.