Vinden river i alt, hvad den kan få fat i. Bølgerne hamrer mod kysten, og regnen pisker skråt gennem luften.
For de fleste betyder det, at man bliver indendørs og holder fast i sin kaffekop, eller at man har en MEGET hård tur på arbejde. Men ikke for 300 hollændere med hjertet fuld af stædighed og ben af stål.
Når det stormer allermest, samles de på den langstrakte dæmning Oosterscheldekering ved Nordsøen – klar til start.
Det hollandske mesterskab i modvindscykling – NK Tegenwindfietsen – er ikke et løb for fine carbonstel eller avanceret gearteknologi. Deltagerne kaster sig ud i 8,5 kilometer benknusende kamp mod naturkræfterne på ens, gammeldags citybikes med ét gear og fodbremse. Ingen undskyldninger. Ingen undtagelser. Kun vind, vilje og vabler.
Løbet bliver kun afholdt, når vejret er tilpas ubarmhjertigt. Det kræver storm i styrke 7 eller derover, og derfor bliver konkurrencen først meldt ud tre dage før afholdelse. Trods den korte frist fyldes deltagerlisten hurtigt op af cykelentusiaster og masochister i alle aldre, klar til at kæmpe sig frem i vinden – én ad gangen med 30 sekunders mellemrum.
Forholdene er ekstreme. Vindstød på over 100 km/t. Regn, salt og kulde fra havet. Og alligevel er det ikke tilfældigheder, der afgør det hele. Den professionelle crossfitter Lisa Scheenaard har vundet kvindernes klasse tre år i træk, hvilket siger noget om, at teknik og rå udholdenhed stadig trumfer held.
Siden den første udgave i 2013 har løbet opnået kultstatus i cykelkredse. Og det hurtigste tid, sat af den tidligere mountainbike-stjerne Bart Brentjens, står stadig som en legende i sig selv: 8,5 kilometer mod stormen i 120 km/t modvind, på 17 minutter og 51 sekunder. Med de forhold er det ikke bare hurtigt – det er nærmest umuligt.
Tour de France og Race Across America må gerne kæmpe om titlen som længste og mest prestigefyldte. Men når det handler om brutalt hårdt arbejde per meter, har Holland allerede en klar kandidat til toppen. Den er flad, den er våd – og den blæser dig bagover, bogstaveligt talt.
