Facebook har fået en uhyggelig ny funktion

Ninna Andreasen

411 uger siden

|

02/02/2017
Hvis du var i tvivl om, at Facebook ved alt om dig, så vil du næppe være det efter denne nye funktion er blevet lanceret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I øjeblikket tester Facebook en ny funktion. Den opfordrer folk til at søge om venskaber med andre, selvom de ikke rent faktisk kender dem.

Funktionen hedder ”Discover people” (Opdag folk, red.) og inviterer brugerne til at introducere sig selv ved først at opdatere sin profil med forskellige oplysninger. Derefter kæder den disse oplysninger sammen med begivenheder på Facebook, som du er inviteret til, interesseret i at deltage i eller har skrevet, at du kommer til.

Det skriver The Independent.

Ved at bruge funktionen får du altså adgang til en række fremmede menneskers profiler – alene fordi i deler interesser for bestemte begivenheder.

”Discover people” holder sig dog ikke til at forsøge at kæde dig sammen med mennesker, der måske vil deltage i fremtidige begivenheder, som du også vil deltage i eller er inviteret til.

Den enkelte bruger kan også scrolle igennem en liste af personer, der har deltaget i begivenheder tidligere, hvor du også har været.

Funktionen opfordrer også til at danne Facebook-venskab med folk, som bor i nærheden af den enkelte bruger eller arbejder på samme sted.

The Independent forventer, at funktionen – som minder lidt om datingapps som Tinder – vil få en del kritik med på vejen. En stor del af begivenhederne på Facebook er nemlig offentlige, hvilket betyder, at alle kan se dem og angive, om de er interesserede i at deltage. I sidste ende åbner den enkelte bruger altså sin profil for et utal af andre brugere.

”Discover people” er endnu i en testfase, så det vides ikke, om den reelt bliver rullet ud til alle Facebook-brugere.