Colibakterier fundet: Tusindvis af danskere får kogepåbud

Nicolai H

24 uger siden

|

01/07/2024
Sundhed
Foto: Shutterstock
Bor du i dette område, frarådes det at drikke vandet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag middag kom den uvelkomne besked til 5200 husstande i Fredensborg og omegn: Kog vandet før brug.

Fundet af coliforme bakterier i vandet har fået Fredensborg Forsyning til at advare borgerne mod at drikke vandet direkte fra hanen.

"I forgårs fik vi besked om, at der var et forhøjet niveau af coliforme bakterier på Lysholm Plejecenter. Så der gav vi dem besked om, at det kunne have noget med vandet at gøre, og at de skulle koge det før brug," fortæller Henrik Hansen, direktør i Fredensborg Forsyning, til Sjællandske Nyheder.

Efter yderligere test viste resultaterne stadig tilstedeværelsen af bakterier, og derfor er vandtårnet ved Veksebo nu lukket af, mens vandet kommer direkte fra vandværket, hvor der ikke er nogen problemer.

"Vi har sendt SMS'er ud til de 5200 husstande, som er berørt, og så opdaterer vi løbende på vores hjemmeside og på Facebook. Desuden tager vi en hel del nye prøver for at indkredse problemet. Vi har også sendt dykkere ned for at tjekke vores tanke for at se, om det er der, problemet ligger," tilføjer Henrik Hansen.

Fredensborg Forsyning anbefaler, at vandet koges i to minutter, før det bruges til drikkevand, madlavning eller tandbørstning.

Selv om mængden af colibakterier er lille, opfordres alle til at følge rådene nøje for at undgå eventuelle helbredsproblemer.