Cierra Mistt er stewardesse og deler ofte tips og tricks til flyrejser på de sociale medier, herunder tips til, hvordan man får en gratis opgradering til første klasse, og hvorfor hun aldrig går ombord på et fly uden at have solcreme på.
Men denne gang har den tidligere professionelle delfintræner et nyt tip til dem, der kæmper med flyskræk - og hvordan simple, men effektive metoder kan hjælpe med at berolige nerverne.
I et opslag til sine 3,3 millioner TikTok-følgere starter Mistt med at aflive en af de mest almindelige bekymringer blandt flypassagerer: turbulens.
For at illustrere sin pointe sammenligner hun lufttryk ved jorden og i 30.000 fods højde med tykkelsen af vand og gelé.
"Forestil dig, at denne kop vand repræsenterer luften, vi lever og ånder i på jorden," forklarer hun ifølge det britiske medie Daily Mail, mens hun viser et glas vand.
Når hun lader en lille flyvemaskine falde ned i vandet, synker det hurtigt til bunden, hvilket ifølge hende svarer til den måde, som mange forestiller sig, at turbulens påvirker et fly.
Men når hun lader flyet falde ned i gelé - en meget tykkere substans - forklarer hun, at dette bedre afspejler lufttrykket i 30.000 fods højde.
"Lufttrykket deroppe er meget mere koncentreret end ved jordoverfladen," siger hun, mens hun ryster koppen med gelé, som holder flyet fast.
"Det ville kræve en enorm kraft at få dig til at styrte ned, så forestil dig, at du flyver rundt i gelé."
Et andet vigtigt råd fra Mistt er at holde øje med eventuelle rejsende piloter eller stewardesser om bord. Disse personer bruger flyvningen til at komme til eller fra arbejde, og de er vant til turbulens og højder.
Så hvis panikken opstår, anbefaler Mistt at kigge på dem for beroligelse - noget hun selv indrømmer at gøre.
"Kig over på den stewardesse eller pilot, der ikke er på arbejde, og se, hvad de laver," siger hun.
"Stewardesser sover som regel eller sidder med deres telefon, mens piloter typisk sidder med deres iPad, sover eller flirter med passagerer og stewardesser."
"Den eneste gang, du virkelig skal være bekymret, er, hvis de kigger ud ad vinduet med et bekymret udtryk."
Mistt er fra Florida, men bor nu i Salt Lake City, Utah, hvor hun mødte sin kæreste, der er koreansk mormon.
Tidligere har hun fortalt om, hvordan parret balancerer deres forskellige livsstile, da hun godt 'kan lide at drikke, have lagengymnastik og stort set alt andet, en mormon ikke må gøre'.