Voldsomt vejr får politiet til at slå alarm: Fraråder udkørsel i disse kommuner

Emil Martesen

48 uger siden

|

16/01/2024
Nyheder
Foto: Dagens.dk
Foto: Dagens.dk
Det voldsomme vejr har fået politiet til at slå alarm.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste danskere slog tirsdag øjnene op til et voldsomt uvejr, der i skrivende stund stadig giver problemer over det meste af landet.

Og det har for alvor sat sine spor i trafikken, hvor politiet ikke lægger skjul på, at der i en lang række kommuner ikke bør køres bil i øjeblikket.

Det kommer i kølvandet på, at DMI har udsendt et varsel om snefygning, der gælder hele Jylland, undtagen Sønderjylland, fra klokken to til otte i nat.

Og denne situation har fået flere politikredse til at udsende advarsler, især Østjyllands Politi, der fraråder al unødig udkørsel fra i aften klokken 23 til i morgen formiddag klokken 10.

Politiet understreger i samme ombæring, at sneen og den reducerede sigtbarhed kan skabe betydelige trafikale udfordringer.

De anbefaler, at man overvejer at arbejde hjemmefra og udskyder unødvendige ærinder som indkøbsture og familiebesøg:

"Der kan komme en del sne på vejen, og sigtbarheden kan blive kraftigt forringet, hvilket kan skabe trafikale udfordringer", skriver politiet i en pressemeddelelse, før det fortsætter:

"Det kan være, man skal snakke med sin arbejdsgiver om, hvorvidt man kan arbejde hjemme, og man kan overveje, om man skal udskyde indkøbsturen og besøget hos familien".

Og for dem, der er nødt til at færdes på vejene, rådes det til at medbringe mad og drikke, varmt tøj, en skovl og tæpper. Der er en særlig opfordring til vognmænd og lastbilchauffører om at være ekstra opmærksomme og overveje nødvendigheden af deres kørsel.

I Sydøstjylland advarer politiet om, at snefygningen kan forårsage trafikkaos. De råder til at tage hjemmefra i god tid onsdag morgen og holde sig opdateret om vejrsituationen via DMI eller andre vejrtjenester.

Nordjyllands Politi, som forventes at blive hårdest ramt af nedbøren, formulerer deres besked kort og præcist:

"Igen, igen. Kør efter forholdene".

DMI forventer, at der i Nordjylland vil falde mellem fem og 10 centimeter sne i nattetimerne. Med temperaturer mellem tre graders frost og to graders varme, kan der flere steder blive tale om tøsne. Vinden i det varslede område vil være kraftig, med vindstød fra syd og sydvest, mens vindstødene i Nordjylland kan nå op til stormende kuling eller storm.