Nyt lovforslag med flertal giver markant prisstigning: Så meget stiger prisen på benzin og diesel

Emil Martesen

50 uger siden

|

06/12/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nyt lovforslag sender priserne i vejret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et nyt lovforslag, der allerede har fået flertal i Folketinget, kan betyde, at det bliver dyrere at være dansker. Dog er det ikke alle danskere, der kan se frem til en større regning som følge af forslaget.

Derimod er det kun danske varmekunder samt ejere af diesel- og benzinbiler, der kan forvente, at forslaget vil gøre indhug i økonomien. Ifølge Finans kommer det nye forslag til at koste denne gruppe danskere op mod 4,7 milliarder kroner om året.

Der er tale om et nyt forslag, der udspringer af de nye EU-regler. Tilsyneladende er der blevet taget rigtig godt imod det på Christiansborg. Nye Borgerlige er nemlig det eneste parti, der ikke har haft lyst til at lege med.

"Det her er helt sindssygt. Det er et af de dyreste forslag, jeg har set, til at skære i CO2-udledningen," siger Kim Edberg Andersen, der er klima- og energiordfører for partiet, til Finans.

I henhold til det nye forslag vil diesel, benzin, olie og naturgas, som bruges til opvarmning, fremover blive en del af EU-kvotemarkedet. Ganske vist vil det resultere i øgede udgifter hos distributørerne, men i sidste ende bliver dette sendt videre til forbrugerne.

Ender dette lovforslag med at blive gennemført, vil det få prisen på både benzin og diesel til at stige. Konkret vil det medføre, at prisen på en liter benzin stiger med 1,09 kroner, mens prisen på en liter diesel stiger med 1,17 kroner.

Både olie og naturgas bliver også dyrere, hvorfor det kan mærkes for de danskere, der bruger disse kilder til opvarmning. Ifølge Finans estimeres det, at det vil koste 2.400 kroner mere om året at opvarme et standardhus.

Formålet med det nye lovforslag er, at det vil reducere Danmarks CO2-udledning fra transport og opvarmning af bygninger med i alt 2,6%. Forslaget er endnu ikke vedtaget, men bliver det det, kommer regningen til at ramme fra den 1. januar 2027.