Nye kørekortregler er på vej: Træder i kraft 1. januar

Kamille Isaksen

1 uge siden

|

14/11/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Her er alt du skal vide om de nye kørekortregler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Snart ringer vi det nye år ind, og med 2025 følger en række nye regler og ændringer, som danskere bør være opmærksomme på.

Især bilister vil opleve nye tiltag på kørekortområdet, som kan få betydning for deres hverdag.

Sådan skriver Færdselsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Fra det nye år gælder nye regler om de sprog, en køreprøve kan gennemføres på. Reglerne gælder for både teoretiske og praktiske prøver, og for elever i alle kørekortkategorier.

Man vil kunne tage kørekort på disse sprog:

  • Dansk

  • Engelsk

  • Færøsk

  • Grønlandsk

  • Tysk (for personer med bopæl i Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommuner)

De nye regler betyder, at fra 1. januar 2025 kan elever ikke tage en teoretisk eller praktisk prøve med tolk.

Reglerne gælder også for elever, der har et aktivt køreuddannelsesforløb hen over årsskiftet.

Som eksempel kan elever, der har bestået teoriprøven med tolk på f.eks. persisk inden 1. januar 2025, ikke tage den praktiske prøve med tolk på persisk efter 1. januar 2025.

Prøver på dansk i uge 1 og 2

I uge 1 og 2 afvikles der kun praktiske prøver på dansk.

Kørelærere skal være opmærksomme på at ombooke køreprøver, der er booket til uge 1 og 2 til elever, der ønsker køreprøver på engelsk, til uge 3 og frem, eller afbestille prøverne.

Prøver, der er booket på engelsk med afvikling i uge 1 og 2, aflyses.