Flere danskere oplever i disse dage at få sms’er fra nogen, der udgiver sig for at være Norlys.
Beskederne er både rettet mod reelle Norlys-kunder og personer, der ikke er kunder hos energi- og telekoncernen.
I beskederne står der, at modtageren har en udestående regning, og at Norlys lukker for strømmen, hvis ikke regningen betales.
I sms’en er der desuden et link, som modtageren opfordres til at trykke på for at betale regningen. Men sms’erne er falske, og Norlys opfordrer kunder og andre, der har modtaget dem, til at slette sms’erne.
"Vi er rigtig ærgerlige over, at vores navn og brand misbruges af udspekulerede kriminelle til at forsøge at svindle helt almindelige danskere. Skulle vores kunder faktisk have en ubetalt regning, sender vi dem faktisk en venlig påmindelse på sms. Vi beder dog blot kunden betale den regning, vi allerede har sendt, og ikke om at trykke på et link," siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Sådan skriver Norlys i en pressemeddelelse.
Kunder, der er kommet til at trykke på linket, opfordres til at kontakte politiet.
Travlhed i kundeservice
Det er uklart hvor mange, der har modtaget sms’en, men det er tilsyneladende en besked, der er nået ud til ganske mange. De seneste dage har de falske sms’er givet travlhed på telefonerne i Norlys’ kundeservice med opkald fra kunder, der undrer sig over beskederne.
"Vi oplever heldigvis, at mange af vores kunder er opmærksomme på mulig svindel og er skeptiske, når de modtager en besked som denne. Vi ser desværre også, at nogle falder i og trykker på linket, så derfor vil jeg gerne opfordre vores kunder – og danskerne i det hele taget – til at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er," siger Mads Brøgger.
Er man i tvivl om, om man har en ubetalt regning hos Norlys, kan man altid se et overblik over sine regninger på mit.norlys.dk og tjekke sin netbank eller betalingsservice.