Louise Voss’ møde med det danske hospitalsvæsen lader meget tilbage at ønske.
I et opslag på Facebook fortæller hun, hvordan hun gik til lægen med, hvad hun troede var influenza. Desværre viste det sig at være nyrebækkenbetændelse. Derfor måtte hun indlægges.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det kunne dog væren blive til et værelse på hospitalet eller bare en smule privatliv.
- Jeg har ikke den store erfaring med indlæggelser, mine to fødsler er de eneste indlæggelser jeg har oplevet i Danmark. De er gået forholdsvis hurtigt og smertefrit, alt taget i betragtning. På akutmodtagelsen blev jeg registreret, undersøgt og lagt i seng. Det hele gik hurtigt, effektivt og roligt. Der kom en læge, jeg fik taget diverse prøver, en CT scanning og fik en diagnose. Fra min egen læge til diagnose på akutafdelingen på 7 timer, det synes jeg sådan set er fint, skriver Louise.
Chokket over at blive indlagt sad i kroppen, men Louise Voss følte egentlig, at hun klarede situationen fint.
- Jeg havde kørt på adrenalin, nyhedens interesse eller chok hele dagen men da jeg omkring kl. 16 blev kørt op på medicinsk afdeling, og min seng blev sat i et hjørne af gangen og sygeplejersken derefter satte en skærm rundt om min seng, brast min verden fuldstændig. Hverken portøren eller sygeplejersken kommenterede at jeg blev lagt på gangen, det virkede som om det var det mest naturlige i verden. Først troede jeg det var indtil de fandt en stue til mig, men da det gik op for mig at mit lille aflukke VAR min stue græd jeg og græd og græd! Der var et tv der kørte for fuld knald på en stue, og ivrig diskussion fra en anden stue. I loftet et lysstofrør lige ned i hovedet på mig. Og min seng stod direkte op ad skabet med høretelefoner, som skulle vise sig at være meget populære for min seng blev flere gange flyttet for at mine medpatienter kunne få høretelefoner. Frem og tilbage, forklarer hun.
(Artiklen fortsætter under billederne)
Louise Voss følte, at behandlingen var dybt uværdig. Hun kunne slet ikke holde op med at græde igen. Hurtigt fandt hun også ud af, at sygesengen på gangen ikke gav synderligt meget privatliv.
- To minutter efter jeg blev efterladt på gangen stod der en mand med en blodig urinpose hængene ved knæene og kiggede nysgerrigt ind bag min skærm, efter fem minutter kom en ældre dame traskende i morgenkåbe og iltapparatet på slæb for at se "den nye" og derefter havde jeg både pårørende og medpatienter som en lind strøm af tilskuere til min gradvise opløsning på en gang, på et dansk hospital. Min redning blev min gråd! En sygeplejerske kom, og jeg fik gjort klart at det eneste jeg har brug for når jeg er syg er ro. Og er der en ting der ikke er på denne afdeling er det ro! Patienterne farer rundt og holder kaffeslabarads. Særligt på 4 sengs mandestuen ved siden af min seng var der gang i snakken hele tiden. Om stort og småt og særligt om deres sygdomme. I detaljer!, skriver Louise Voss.
Efter at have tryglet sygeplejersken fik hun lov til at tage hjem og sove. Louise Voss fik rykket tidsplanen for behandlingen, så hun kunne køre hjem klokken 21 og komme igen tidligt morgenen efter.
- I flere dage inden havde jeg ligget derhjemme i sengen, børnene blev passet så jeg kunne få fred og ro til at blive rask. Men da jeg kom på hospitalet var der ingen fred og ro. Men derimod støj, nysgerrige blikke og min seng blev rykket flere gange for at personalet kunne hente ting i skabet bag min seng. Det fortsatte under hele mit ophold på gangen. En af gangene kunne damen ikke låse min seng og bad en anden gøre det, det blev glemt og først da jeg bad om det selv blev sengen låst igen, skriver hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det var ikke kun placeringen på gangen, der var en udfordring. Snart kom endnu én.
- Efter at have fået lov til at komme hjem og sove blev jeg mere rolig og fik blundet lidt. Efter min lur skulle jeg tisse. Det blev en ny forholdvis stor udfordring. Når jeg bruger offentlige toiletter er jeg omhyggelig med at finde et der er rent og jeg tørrer altid toilettet af inden jeg bruger det. Kald mig bare sart. På det første toilet jeg forsøgte mig med var der blod, både ned ad toilettet og på gulvet. På det andet toilet var der urin og afføring på sædet og personaletoilettet er no go når man er patient (selvom det var fristende). Derfor besluttede jeg mig for at holde mig i de to timer der var til jeg måtte tage hjem. Måske ikke det bedste med en blærebetændelse, men jeg magtede det ikke! At skulle rengøre et toilet eller lede efter et rent toilet før jeg kunne tisse var for uoverskueligt for mig. Så tilbage i sengen med mig.
Mit held var den sødeste sygeplejerske, i øvrigt den samme der fik mig hjem om natten. Jeg fortalte hende om mit toilet problem, og hun fandt et rent toilet til mig, som hun oveni købet sprittede af for mig. Stor taknemmelighed til min sygeplejerske-engel, skriver Louise Voss.
Hun er glad for, at det gik så hurtigt med at blive indlagt, men hun er forundret over behandlingen på sygehuset.
- Jeg blev indlagt i går kl. 9.30 og dagen efter, i dag, er jeg knækket. Jeg orker ikke mere, jeg græder, er stadig syg og chokket over hvor syg jeg er blevet uden at vide det. Jeg har lige fået dagens mest fantastiske smil fra den anden dame der har ligget på gangen siden igår - hun har nu fået en plads på en stue, og smilede til mig da jeg gik forbi. Smilet var fantastisk men fik mig til at græde fordi det var sødt, fordi det var dejligt og rart - og fordi det minder mig om at jeg ikke orker mere, skriver hun.
Læs hele Louises opslag nedenfor.
