Juletiden er over os: Disse danskere bør passe ekstra på jul, hygge og alkohol

Sarah S

54 uger siden

|

08/12/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Julen er over os, og med julehyggen følger også god mad – og måske et ekstra glas rødvin eller en snaps til silden. Har du gigt, kan det være en god idé at være ekstra opmærksom på, hvor meget alkohol du indtager, lyder rådet fra vores eksperter. Vi giver dig gode idéer til, hvordan du sparer på alkoholen i juletiden – og hvad du kan nyde i stedet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Får du medicin, skal du være opmærksom på, at alkohol kan påvirke effekten af noget medicin, og at alkohol kan øge eventuelle bivirkninger af medicin. Gigtforeningens rådgivning har samlet nogle eksempler og vigtige råd til dig, der gerne vil være påpasselig med alkohol i julens hyggelige stunder.

Følg lægens råd

"Følg altid lægens råd og læs indlægssedlen, hvis du får medicin", anbefaler Gigtforeningens kostvejleder Henriette Thorseng.

"Generelt kan mange med gigt godt nyde alkohol. Men intet indtag er uden risiko for dit helbred ifølge den nyeste forskning, som Sundhedsstyrelsens udmelding om alkohol bygger på. Der skelnes ikke mellem mænd og kvinder. Begge køn bør højst drikke 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag. Din læge vil i nogle tilfælde anbefale dig at være ekstra forsigtig med at drikke alkohol eller helt undgå det."

Ideer til hvad du kan gøre, hvis du gerne vil drikke mindre alkohol:

  • Drik med nydelse og opmærksomhed

  • Drik kun det, du allerbedst kan lide

  • Drik af et mindre og slankere glas

  • Drik langsommere, f.eks. ved at tage mindre slurke

  • Drik vand, når du er tørstig

  • Drik f.eks. alkoholfri øl, vin og spiritus

  • Forbered et ’nej tak’ til alkohol, hvis du synes, det er svært at takke nej til alkohol. Det kan f.eks. være du siger ’nej tak, men tak fordi du spurgte’ eller ’nej tak, men må jeg tage en julesmåkage’.

  • Hvis du holder af at drikke et glas vin mens du laver mad, kunne du f.eks. nyde en grøntsagssmoothie i stedet.

Erstatninger for drikke med alkohol:

  • Vidste du, at gløgg og mousserende vin også findes alkoholfrit?

  • Tilsæt smagsgivere til vand med eller uden brus. Det kan være skiver af appelsin, citron, ingefær, mynteblade eller andre smagsgivende urter.

  • Bland juice med danskvand.

  • Lav selv alkoholfrie varme drikke med julens skønne krydderier. Brug f.eks. kanel, stjerneanis, ingefær, nellike og kardemomme i æblemost eller tranebærsaft.

Medicin og alkohol

Det altid en god idé at læse indlægssedlen i medicinæsken eller spørge sin læge til råds, når det handler om medicin og alkohol. Alkohol kan påvirke medicinens virkning og eventuelle bivirkninger ved medicinen kan forstærkes. Alkohol kan også hæmme blodets evne til at størkne. Så hvis du tager NSAID, blodfortyndende medicin eller præparater, der indeholder acetylsalicylsyre, stiger risikoen for blødning fra mavesår, slimhinder i mund, næse og tarm, eller hvis du er så uheldig at falde. Især ved blodfortyndende medicin, bør du være forsigtig med alkohol.

Hvis du tager methotrexat

Mange med leddegigt, psoriasisgigt og andre led- og bindevævssygdomme er i behandling med medicinen methotrexat (MTX). MTX kan belaste din lever - og det kan alkohol også. Derfor bør du generelt være påpasselig med at drikke for meget, når du får MTX. Det er også vigtigt, at du tager din medicin efter forskrifterne og ikke eksperimenterer med at udskyde tidspunktet, fordi du f.eks. skal til fest og nyde alkohol.

Den generelle anbefaling til mennesker i behandling med MTX er, at man ikke drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger på højst 10 genstande om ugen for kvinder og mænd og højst 4 genstande på samme dag. Nogle læger anbefaler helt at undgå alkohol, når man får MTX. Så spørg altid din læge til råds. Der kan være individuelle forhold, som gør sig gældende.

Hvis du har urinsyregigt

Har du urinsyregigt, er det en god idé at være forsigtig og begrænse, hvor meget du drikker. Alkohol kan øge risikoen for anfald af urinsyregigt.

Hvis behandlingsmålet for urinsyre i blodet er nået, vil små mængder alkohol sandsynligvis ikke fremkalde anfald af urinsyregigt. Men hold dig under alle omstændigheder inden for Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som siger højst 10 genstande om ugen for kvinder og mænd. Din læge vil i nogle tilfælde anbefale lavere grænser. Præparatet allopurinol bliver ofte brugt til at forebygge anfald ved urinsyregigt. Det er ikke kendt, at alkohol påvirker allopurinol negativt.

Operation og alkohol

Alkohol kan øge risikoen for komplikationer, hvis du skal opereres. Derfor bør du være forsigtig eller helt stoppe med at drikke alkohol op til din operation og i tiden efter.

Personer, der drikker mere end 4 genstande om dagen, har større risiko for at få infektioner med alvorlige følger, dårligere heling af sår, problemer med lungerne og længere indlæggelsestid ved operation. Drikker du mere end 4 genstande om dagen, skal du helt stoppe med at drikke mindst 4 uger før din operation for at mindske denne risiko. Skærer du kun ned på dit forbrug, er der ikke sikkerhed for, at risikoen for komplikationer mindskes – men det er altid godt for helbredet at drikke mindre.

Øl i juletiden

Mange er glade for øl i juletiden - til julefrokoster, til julemiddage – eller måske juleaften, når gaverne er pakket op.

Interessen for alkoholfri øl er stor og stigende. En øl må kaldes alkoholfri, når den indeholder under 0,5 procent alkohol og fås helt ned til 0,0 procent alkohol. Har du lyst til en alkoholfri øl findes der efterhånden mange forskellige alkoholfri øl på hylderne, der har fået dommere i ølsmagning til at smile.

En alkoholfri øl indeholder generelt færre kalorier end én med alkohol, og derfor er alkoholfri øl et fint alternativ, hvis du samtidig gerne vil spare på kalorierne.