Desværre er det ikke fiktion, men virkelighed i en ny fødevareskandale fra Mallorca.
Skyl, fjern datoen – og sæt det til salg
Myndighederne har afsløret, at en fødevaredistributør på de populære ferieøer systematisk skyllede kød i blegemiddel for at fjerne lugten af råd, og derefter solgte det videre til intetanende kunder. I alt blev der beslaglagt 231 kilo sundhedsfarlige varer, da Guardia Civil og det spanske fødevaretilsyn rykkede ud på kontrol.
Ifølge El Diario de Mallorca, som først bragte sagen, var der tale om en fuld procedure internt i virksomheden. Rådden kød blev først “trimmet”, så de synlige tegn på alder blev fjernet. Derefter blev det vasket i klor. Altså den samme slags som bruges til rengøring og desinfektion. for at maskere stanken.
Sidste skridt var en ny frisk holdbarhedsdato og direkte retur til hylderne.
En video fra politiets kontrol viser ansatte skære og håndtere kød i tilstande, der ikke burde være i nærheden af nogen forbruger. Der er endnu ikke meldinger om sygdomsudbrud, men eksperter advarer om risiko for alvorlige infektioner og forgiftning, hvis den slags produkter indtages.
Fem personer under efterforskning
Indtil videre er fem personer – fire mænd og en kvinde – under efterforskning i sagen. Ifølge de spanske myndigheder kan der være tale om overtrædelser af fødevaresikkerhedslovgivningen i alvorlig grad.
Virksomheden er ikke navngivet offentligt endnu, men sagen har allerede vakt stor opsigt i Spanien.
Fødevaremyndighederne fortsætter nu deres inspektioner for at sikre, at lignende metoder ikke benyttes andre steder.