En kvinde har delt en beklagelig fejl, hun begik under en flyrejse med sin nye bærbare computer. Det har fået hende til at advare andre i en video, der er blevet delt på det sociale medie TikTok.
Mange vælger at arbejde på deres bærbare computer under flyvninger uden de store problemer, men TikTok-brugeren Sabrina Chakici var uheldig og endte med en alvorligt beskadiget MacBook Pro - noget hun nu advarer imod på grund af en vane, som hun selv har haft.
"PSA (public service announcement, red.) til alle, der rejser med deres laptop i flyet. Jeg kan ikke tro, at det skete for mig - det skete i går, så jeg er faldet lidt ned nu, men jeg græd seriøst i går på flyet," sagde hun ifølge Manchester Evening News i sin nu virale video.
Hun viser sin computer frem og forklarer, at hendes kæreste havde købt den til hende, og at hun endda havde købt et beskyttelsescover som en 'ansvarlig voksen' for at passe på den. Alligevel kunne hun ikke beskytte skærmen mod trykket fra et sæde, der blev lænet tilbage.
"Jeg arbejdede på flyet og lagde den derefter i sædelommen foran mig - der hvor de har foldere om flyet og den slags. Det er noget, jeg altid har gjort. Jeg har altid rejst med min laptop, jeg arbejder altid på flyet, og jeg lægger den altid i den der sædelomme," forklarede hun.
"Nu har jeg denne skønne nye MacBook Pro - gæt hvad der skete? Personen foran mig - fuldt forståeligt og ikke deres skyld - lænede sædet frem og tilbage, og da de gjorde det, pressede sædet så meget, at skærmen revnede."
Sabrina viser derefter skærmen frem til kameraet, som har fået en stor revne. Hun fortæller, at det er blevet endnu værre siden, og at skærmen nu er 'fuldstændig sort og ikke reagerer ikke'. Med andre ord, så er det slet ikke muligt for hende at bruge computeren længere.
"Så jeg har ret basalt ødelagt skærmen ved at lægge den i sædelommen - lad være med at gøre det," forklarede hun i sin video.
"Jeg ville aldrig nogensinde have troet, at det kunne ske, men nu, hvor jeg tænker over det, giver det jo mening - folk lægger pres på sædet, når de bevæger sig frem og tilbage, så selvfølgelig kan det knække den. Men det er bare aldrig sket for mig før - så lad være med at gøre det."
Kommentarsporet var fyldt med reaktioner, hvorfor det også var tydeligt at se, at der var stor forskel på folks syn på sagen.
"Det er derfor, at burde være forbudt at læne sig tilbage," skrev en bruger, mens en anden påpegede nødvendigheden af sikkerhedsforanstaltninger: "Det er derfor, at bærbare computere skal opbevares i bagagehylden under start, landing og turbulens."
En person erkendte, at de selv havde taget risikoen: "Omg, jeg lægger altid min laptop der," hvortil Sabrina svarede: "Så var det dét værd, at jeg lavede videoen! Lad være med at gøre det igen."
Flere foreslog, at hun burde tage den med ind i en Apple-butik, mens andre anbefalede, at hun burde få AppleCare, der 'giver teknisk support og yderligere hardware-service fra Apple'.
Det er dog ikke noget, der ændrer på, at hun nu befinder sig i en situation, hvor hun er nødt til at få sin computer repareret - og derfor er det svært at komme udenom, at det har været en dyr flyvetur for hende.