En opsigtsvækkende og alvorlig straffesag udspiller sig i New Jersey, hvor 26-årige Jaclyn Diiorio fra Runnemede er blevet anholdt og sigtet for at have forsøgt at hyre en lejemorder.
Hvor forsøger man så at hyre en lejemorder henne? På Tinder, såmænd.
Det skriver CNN.
Det har nu ført til, at Diiorio står nu over for en række alvorlige anklager, herunder to tilfælde af forsøg på mord i første grad.
Ifølge anklagemyndigheden havde Diiorio via Tinder kontakt med en person, som hun troede var en lejemorder – men som i virkeligheden viste sig at være en hemmelig informant for politiet.
Her skrev hun til "lejemorderen", at hun havde et ønske om at få sin tidligere kæreste, en 57-årig politibetjent fra Philadelphia, samt hans 19-årige datter dræbt.
Som betaling tilbød hun 12.000 dollars og afleverede angiveligt 500 dollars i kontanter som forskud til informanten. Kort tid efter blev hun anholdt.
Ved anholdelsen fandt myndighederne sågar en flaske piller med fjernet etiket. Det formodes, at pillerne indeholdt alprazolam – et kontrolleret lægemiddel, der anvendes til behandling af angst og panikanfald.
Diiorio er blevet sigtet for to forsøg på mord i første grad, sammensværgelse om at begå mord samt besiddelse af et kontrolleret farligt stof.
Under hendes retsmøde blev det afsløret, at hun tidligere har forsøgt at få de samme to personer dræbt.
Dommer Yolanda Rodriguez afviste Diiorios anmodning om løsladelse mod kaution og beordrede, at hun skal forblive fængslet frem til næste retsmøde, som er fastsat til den 11. juni.