De fleste ved det ikke: Tusindvis af danskere lever med overset folkesygdom

Mathias Busekist

1 dag siden

|

13/04/2025
Tusindvis af danskere aner ikke, de har lidelsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forestil dig, at din vejrtrækning stopper midt om natten – igen og igen – uden at du selv er klar over det.

Det er virkeligheden for op mod 400.000 danskere, som lider af den kroniske folkesygdom søvnapnø.

Det anslår DR på baggrund af ny forskning - og bekymrende nok er det kun omkring 100.000 af dem, der har fået stillet diagnosen.
Så de resterende 300.000 lever muligvis med sygdommen helt uden at kende til den.

Søvnapnø er en tilstand, hvor luftvejene midlertidigt lukkes, mens man sover.

Det fører til såkaldte apnøer – bedre kendt som pauser i vejrtrækningen, der typisk varer mellem 10 og 60 sekunder.

I alvorlige tilfælde kan der opstå op mod 400 apnøer i løbet af en enkelt nat, ifølge Dansk Center for Søvnsygdomme. Når vejrtrækningen ophører, reagerer kroppen ved at vække personen – ofte uden at de selv er bevidste om det – fordi den ikke får tilstrækkelig ilt.

Konsekvenserne af ubehandlet søvnapnø er alvorlige. På kort sigt kan det føre til udtalt træthed i dagtimerne, koncentrationsbesvær og nedsat livskvalitet. På længere sigt øges risikoen for alvorlige helbredskomplikationer som forhøjet blodtryk samt blodpropper i hjerte og hjerne.

Thora Thomsen, søvnforsker og forskningsleder ved Sjællands Universitetshospital, understreger overfor DR, at søvnapnø ikke er akut livstruende i øjeblikket, men at sygdommen gradvist slider på kroppen.

"Rigtig mange patienter har konsekvenser fra deres søvnapnø. Derfor bør de behandles, så de får et liv, der er værd at leve," siger hun.

Det er derfor vigtigt at skabe større opmærksomhed om sygdommen, så flere kan få stillet diagnosen og komme i behandling.

Typiske tegn på søvnapnø inkluderer højlydt snorken, urolig søvn og overdreven træthed i løbet af dagen – symptomer, som mange overser eller tilskriver almindelig træthed eller stress.

Ads by MGDK