Pasta er en af de mest populære middagsretter, fordi det er hurtigt, nemt og kan kombineres med forskellige saucer. Derfor er der naturligvis også mange, der flere gange om ugen giver sig i kast med at lave en form for pastaret.
Uanset om din favorit er penne eller spaghetti, koges pasta på samme måde, så det er vigtigt at gøre det korrekt. Og det indebærer blandt andet at sikre, at du har fået saltet vandet på den rette måde - og det er noget, der har været en del debat om.
Eksperterne hos Wren Kitchens har for nylig samarbejdet med Roberta d'Elia, der er chefkok hos Pasta Evangelists, med henblik på at dele en række gode tips til, hvordan du laver den perfekte pasta derhjemme.
I denne forbindelse har d'Elia også valgt at afsløre, hvor saltet pastavandet egentlig skal være. Derfor er det ikke længere noget, du bør være i tvivl om.
"Pastaens vand skal være lige så salt som havet. Saltning af vandet krydrer pastaen, hvilket er afgørende," lyder det fra ham ifølge mediet Express.
"For frisk pasta anbefaler jeg 10 gram salt pr. liter vand. For tørret pasta, som tager længere tid at koge, skal du reducere mængden til 5 gram pr. liter. Den rette mængde salt sikrer, at din pasta er velsmagende, allerede før den møder saucen."
Når du dræner pastaen, skal du gemme noget af det salte vand, da du kan bruge dette til at emulgere den sauce, du bruger. Der findes mange typer salt på markedet, og det kan købes for ganske få kroner i supermarkeder som Lidl, Netto og Rema 1000.
Det er også vigtigt ikke at overkoge pasta, da det kan føre til, at den mister sin struktur og dermed smag. Det er noget, som mange desværre gør sig skyldige i, fordi de f.eks. vil være helt sikre på, at pastaen er blevet kogt tilstrækkeligt.
"Efter at have drænet pastaen laver mange den fejl at skylle den under koldt vand," siger d'Elia også, hvilket han understreger, at man ikke skal gøre.
"Denne proces skyller det stivelsesholdige lag væk, som hjælper saucen med at klæbe til pastaen. I stedet skal du blot dræne din pasta og straks blande den med din sauce."
"Stivelsen på pastaen hjælper saucen med at hæfte sig fast til hver eneste streng eller form, hvilket skaber en mere sammenhængende og smagfuld ret."
Hvis du har tid, vil en hjemmelavet sauce gøre pastaretten meget mere smagfuld og frisk, hvorfor det naturligvis er værd at overveje.
Hvis du ikke har tid, kan du forbedre færdiglavede sauces fra supermarkedet med friske krydderurter, krydderier eller endda en smule vin. Har du ikke specielt meget tid eller overskud, er der dog intet i vejen med blot at bruge en sauce, du har købt i et supermarked.