For meget søvn kan markant øge risikoen for at dø af kronisk nyresygdom. Det konkluderer et hold af forskere fra Japan, der advarer om, at længere søvn kan ændre hormoner, som spiller en rolle i nyrens sundhed.
Samtidig fortæller forskerne også, at det også kan afspejle underliggende helbredsproblemer eller begrænset adgang til medicinsk behandling. Kronisk nyresygdom er en langvarig tilstand, hvor nyrerne ikke længere kan filtrere affaldsstoffer effektivt fra blodet.
"Denne undersøgelse understreger vigtigheden af at forstå, hvordan både for lidt og for meget søvn kan påvirke nyresundheden," sagde forsker Shuai Guo fra University of Tsukuba i en pressemeddelelse ifølge Newsweek.
"Vores resultater tyder på, at længere søvn kan være et tegn på underliggende helbredsproblemer, der bidrager til øget dødelighed af kronisk nyresygdom - især hos yngre mennesker."
I undersøgelsen rekrutterede Guo og hans kolleger mere end 95.000 japanske voksne i alderen 40 til 79 år, som de efterfølgende fulgte i en periode på omkring 19 år.
Deltagerne rapporterede, hvor længe de sov hver nat, og blev inddelt i grupper baseret på søvnlængde: mindre end seks timer, 6-7 timer, 7-8 timer, 8-9 timer og mere end 9 timer.
Generelt anbefales det at sove mindst syv timer hver nat for voksne, men ikke mere end ni timer for personer i alderen 61 til 64 år samt maksimalt otte timer for personer på 65 år og derover. Forskerne analyserede også deltagernes demografiske oplysninger, sygdomshistorik, livsstil og alkoholforbrug.
Undersøgelsen viste, at personer, der sov mellem otte og ni timer om natten, havde en 41 procent øget risiko for at dø af kronisk nyresygdom sammenlignet med dem, der sov 7-8 timer.
Risikoen var endnu højere for dem, der sov ni timer eller mere om natten - her steg risikoen til 82 procent. Forskerne bemærkede, at denne øgede risiko især var markant blandt deltagere under 65 år. Hvordan søvn og risikoen for kronisk nyresygdom hænger sammen, kræver dog mere forskning, lød det.
De har dog nogle teorier om sammenhængen. En mulighed er, at lange søvnperioder ændrer kroppens niveauer af hormoner som kortisol og melatonin, som påvirker nyrefunktionen.
Længere søvn kan også øge niveauerne af proteiner, der bidrager til progressiv renal fibrose, der er en ophobning af arvæv i nyrerne, som ofte ses i slutstadiet af kronisk nyresygdom.
"En anden mulighed er, at uopdagede søvnfaktorer, såsom obstruktiv søvnapnø (OSA), kan spille en rolle. OSA, som anses for at være en direkte årsag til udvikling og forværring af kronisk nyresygdom, blev fundet at være mere udbredt blandt personer med længere søvn," lød det.
Desuden viste undersøgelsen, at længere søvn var forbundet med en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, hvilket kan føre til nyresvigt. Endelig kan længere søvn være en indikator for socioøkonomiske faktorer.
"Lang søvn var forbundet med lav socioøkonomisk status. Mennesker med lavere socioøkonomisk status har ofte begrænset adgang til medicinske tjenester og modtager dårligere behandling, hvilket øger deres risiko for kronisk nyresygdom," forklarede forskerne.