Efter et årti med sin loyale kæreste troede Trinity, at hun var på vej mod alteret - og ikke på vej tilbage til livet som single.
I en video delt på sociale medier afslørede den unge kvinde det chokerende øjeblik, hvor hun indså, at forholdet måtte slutte. Det gik nemlig op for hende, at hvis hun ville forlove sig, skulle hun selv købe ringen.
På trods af chokket blev Trinity overrasket over, at hendes følgere på de sociale medier følte sig endnu mere forargede end hende selv, da hun delte sin historie.
"Jeg er bare forvirret over virkeligheden i mit forhold," indrømmede hun i en video på TikTok ifølge Daily Mail.
"Jeg troede oprigtigt, at han ønskede, at der skulle være en ring - og det tror jeg, han gjorde. Men i sidste ende var der ingen ring, da jeg ikke selv købte en. Og i hvilken verden ville jeg gøre det?"
Hun afsluttede videoen med at opfordre sine følgere: "Gør med denne information, hvad I vil."
En lang række af hendes følgere gav udtryk for at være chokerede over, at Trinity skulle købe sin egen ring for at blive forlovet med sin mangeårige kæreste.
"Vent, han ville have, at du skulle købe ringen?!" skrev en oprørt bruger i kommentarfeltet, hvor en anden skrev: "Jeg er så ked af det på dine vegne, men jeg er glad for at se dig fri af de lænker. At skulle købe sin egen ring er vanvittigt."
"Seriøst? Et årti og ingen ring?" tilføjede en tredje, hvorefter en fjerde skrev: "Der var ingen ring, fordi han ikke ville. Så enkelt er det."
"Hvis han ville have, at du skulle have en ring, ville du have haft en. Vi lever alle i den samme verden, hvor det er normen, at manden giver kvinden en ring. Han ønskede det ikke. Jeg er ked af det," skrev en femte.
Sidste år startede en anden kvinde en heftig debat efter at have delt, at hun mener, at en mand altid bør vælge forlovelsesringen til sin partner. Kvinden beskrev sig selv som 'gammeldags' og syntes, det var mærkeligt, at nogle kvinder insisterede på selv at vælge ringen, før de blev forlovet.
"Jeg føler, at kvinder er blevet så usikre og krævende omkring deres ring på grund af sociale medier og, hvordan det vil se ud for andre. De har glemt, hvad frieriet og ringen egentlig symboliserer," sagde hun ifølge Daily Mail.
"Hvis du er bekymret for, at din mand vælger den forkerte ring, er du sammen med den forkerte fyr - kvinde til kvinde, så ville den rigtige fyr ikke ødelægge det."
Hendes udtalelse skabte en intens debat blandt kvinder - især i lyset af den stigende tendens, hvor kvinder vælger deres egen ring forud for frieriet.
"Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg forstår ikke, hvorfor det er en kontroversiel holdning. Jeg blev fuldstændig overrasket og elsker min ring endnu mere, fordi jeg ikke vidste noget," skrev en kvinde.
"Min søster valgte sin egen og var ikke begejstret under frieriet, fordi hun selv havde valgt den. Jeg blev derimod overrasket og elskede at se, hvad han havde valgt til mig," tilføjede en anden.