Mange danskere tager kosttilskud dagligt for at støtte deres sundhed, men ikke alle produkter på markedet er sikre.
Fødevarestyrelsen advarer nu mod tre farlige kosttilskud, der sælges via TikTok-profilen ”mpower_dk” og hjemmesiden mpowernutrition.shop.
Det skyldes, at disse produkter indeholder ulovlige ingredienser, som kan forårsage alvorlige skader på organer og nervesystemet.
De tre kosttilskud ”Ashwagandha+”, ”Testosterone Booster” og ”Tongkat Ali+” indeholder ingredienser, der er både ulovlige og sundhedsskadelige.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Følgende planteingredienser er fundet i produkterne:
Tribulus terrestris: Kan forårsage alvorlige leverskader og varige skader på nervesystemet. Stoffet kan blandt andet reducere dopaminniveauet i hjernen, hvilket forbindes med sygdommen Parkinson.
Ashwagandha (Withania somnifera): Kan have skadelige virkninger på immunsystemet og skjoldbruskkirtlens funktion.
Maca (Lepidium meyenii Walp.): Kan skabe ubalance i hormonsystemet hos kvinder og negativt påvirke kønsorganer og sædcelleproduktion hos mænd.
Virksomheden bag salget er ikke registreret hos Fødevarestyrelsen, hvilket er et lovkrav for virksomheder, der markedsfører fødevarer, herunder kosttilskud.
Det bør kunderne gøre
Produkterne er derfor ikke underlagt myndighedskontrol, hvilket øger risikoen for alvorlige konsekvenser for forbrugernes sundhed.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle, der har købt de pågældende kosttilskud, til straks at bortskaffe dem.
Registrerede kosttilskud er under myndighedskontrol og dermed sikrere for forbrugerne. Vælg altid produkter fra registrerede virksomheder for at beskytte dit helbred.