Hvis du har planer om at vise dine hvide tænder frem i dag, har vi et par råd til dig. Det er i hvert fald et par råd, der er værd at tage med sig, hvis man går op i sine tænder og mundhygiejne.
At holde tænderne rene og sunde virker måske som en nem opgave - men mange af os har gjort det forkert efter hver tandbørstning. Mange har nemlig en tendens til at skylle munden efterfølgende, men det bør man ikke gøre.
Heldigvis har National Health Services (den britiske sundhedstjeneste, red.) udgivet masser af information om, hvordan du kan opretholde god tandhygiejne. Det skriver det britiske medie Daily Star.
Hvor ofte og hvor længe skal du børste dine tænder?
Du bør børste tænder med fluortandpasta to gange om dagen - når du vågner og inden du går i seng. Tag dig tid, og sørg for at dække både indvendige og udvendige overflader af tænderne.
NHS anbefaler, at du børster i mindst to minutter, uanset om du bruger en manuel eller elektrisk tandbørste. Det er ikke vigtigt, hvilken type du bruger, så længe børsten har 'en kompakt, vinklet opstilling af lange og korte afrundede børstehår'.
Når det gælder tandpasta, skal du vælge en med tilstrækkeligt fluorindhold. Voksne bør sikre sig, at tandpastaen indeholder mindst 1.350 ppm (parts per million) fluor, lyder det.
Hvad er nogle typiske fejl ved tandbørstning?
At børste tænderne før morgenmaden er bedre for emaljen - men du bør ikke spise lige bagefter. Din emalje er svagere efter børstning, så vent mindst 30 minutter, før du spiser.
Du bør heller ikke skylle munden med vand efter tandbørstning, selvom det er en vane, som rigtig mange har.
"Det vil skylle det koncentrerede fluor i den resterende tandpasta væk," lyder det fra NHS.
Undgå også at skylle med mundskyl efter tandbørstning, da det har samme effekt. I stedet kan du bruge mundskyl på et andet tidspunkt, for eksempel efter frokost.
Og glem ikke at bruge tandtråd hver dag - det gør virkelig en forskel. Det fjerner ikke kun madrester, men hjælper også med at forebygge tandkødssygdomme.
Hvor ofte bør du gå til tandlægen?
Det anbefales at gå til tandlægen mindst hvert andet år. Hvis du tidligere har haft tandproblemer eller oplever ubehag, bør du dog gå hyppigere.
"Du tror måske, at du skal have et tandeftersyn hver 6. måned. Men nogle mennesker har ikke behov for så hyppige besøg, mens andre har brug for oftere eftersyn," oplyser NHS.
"Tiden mellem eftersyn kan variere fra tre måneder til to år, afhængigt af hvor sunde dine tænder og dit tandkød er, og din risiko for fremtidige problemer."