Et planlagt bogprojekt fra tidligere minister Henrik Sass Larsen bliver ikke til noget. Det oplyser Politikens Forlag, efter det er kommet frem, at den tidligere S-politiker er blevet tiltalt for besiddelse af omfattende materiale med overgreb på børn samt en ulovlig børnesexdukke.
Henrik Sass Larsen meddelte selv den 23. marts, at han arbejdede på en bog, hvori han ville give sin version af sagen og forklare, hvorfor han havde været i besiddelse af det materiale, han nu er tiltalt for.
"Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog, jeg er ved at færdiggøre, for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen. Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn," lød det fra Sass Larsen i en pressemeddelelse.
Ifølge Ekstra Bladet blev Politikens Forlag først bekendt med sigtelsen og de tilhørende anklager, da Berlingske offentliggjorde nyheden om tiltalen. Forlagschef Mette Mayli Albæk understreger, at man ikke var informeret om sagen:
"Da vi i Berlingske opdager, at Henrik Sass Larsen er blevet tiltalt, er vi stadig i fuld gang med en omfattende og faktuel gennemgang af manuskriptudkastet, og der var ikke taget endelig stilling til, om bogen skulle udgives på forlaget," siger hun til Ekstra Bladet.
Efter anklageskriftets offentliggørelse har forlaget trukket sig fra projektet.
Af anklageskriftet fremgår det, at Sass Larsen er tiltalt for besiddelse af 6.242 billeder og 2.231 videoer med overgrebsmateriale, hvoraf en del er klassificeret i den groveste kategori. Materialet blev fundet under en ransagning i juli 2023 og lå gemt på flere elektroniske enheder.
Henrik Sass Larsen nægter sig skyldig og forklarer, at materialet blev indsamlet som led i et privat initiativ, hvor han forsøgte at afdække pædofile netværk på internettet.
Sagen er endnu ikke for retten, og det vides endnu ikke, hvornår en eventuel hovedforhandling vil finde sted.