Retssager kan være dyre, men for Janni Ree handler kampen mod sin eksmand, Karsten Ree, om mere end penge.
Landsretten skal snart tage stilling til, om hendes bog "Evig Diva" forbliver delvist forbudt – og regningen kan ende med at vokse.
Det skriver Ekstra Bladet.
Potentielt dyrt retsopgør
Retten i Hillerød besluttede i sidste uge at nedlægge et delvist forbud mod Janni Rees bog. Samtidig blev hun og forlaget Buster Nordic pålagt at betale 25.750 kroner i sagsomkostninger til Karsten Ree.
Men da kendelsen er blevet kæret, venter parterne nu på, at sagen kommer for Landsretten.
Skulle dommerne der give Karsten Ree medhold, kan beløbet for sagsomkostninger blive endnu højere. Det bekymrer dog ikke Janni Ree:
"Hvis man føler, man er uretfærdigt behandlet, så tænker man ikke på pengene. Det her handler om retfærdighed og om jeg skal have mundkurv på resten af livet. Forbuddet er det mindste af det. Det handler om mit liv og min ytringsfrihed og retten til min egen historie. Derfor går jeg hele vejen. Det kan ikke gøres op i penge," siger hun til mediet.
Forlaget står fast
Hos Buster Nordic holder man kortene tæt ind til kroppen, når det gælder, hvem der i sidste ende skal dække eventuelle ekstraomkostninger. Kommunikationschef April Sandbäck understreger dog, at forlaget bakker op om forfatteren.
"Jeg tror, vi finder ud af det, når vi kommer dertil. Janni betaler sin advokat, og vi betaler vores. Og så finder vi en løsning på sagsomkostningerne til Karsten, hvis kendelsen i Landsretten ender med at gå os imod. Én ting er sikkert, og det er, at vi står sammen, uanset hvad der sker," siger hun.
Janni har tidligere fortalt, hvordan der ikke tikker ligeså mange penge ind på kontoen for tiden, efter skilsmissen gik igennem. Det kan du læse mere om her.