Udsender advarsel til samtlige kunder: Omhandler dit MitID

Nicolai H

11 timer siden

|

03/03/2025
Indland
Foto: Karl Aage Isaksen / Shutterstock.com
Foto: Karl Aage Isaksen / Shutterstock.com
Folk der oplever dette, bør straks reagere - dine penge kan være på spil.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Telefonen ringer. En venlig stemme præsenterer sig som en bankmedarbejder og forklarer, at der er mistænkelig aktivitet på din konto.

Der er ingen tid at spilde. Du skal straks logge ind og bekræfte din identitet via MitID.

Alt virker overbevisende – men her er problemet: Opkaldet er fup, og dine penge er i fare.

Svindlere er på spil igen, og Sydbank har nu udsendt en advarsel via sikkerhedsappen Mit Digitale Selvforsvar og Forbrugerrådet Tænk. Ifølge banken starter bedrageriet ofte med en falsk SMS, der udgiver sig for at være fra ”Borgerservice” eller ”Udbetaling Danmark”. Kort tid efter følger et opkald fra en person, der påstår at være fra din bank – men i virkeligheden forsøger de blot at få fat i dine oplysninger og penge.

Hør ikke efter, når svindleren taler

Fremgangsmåden er simpel, men effektiv. Ved at hævde, at din konto er i fare, skaber svindlerne panik og får dig til at handle hurtigt. De beder dig godkende transaktioner via MitID QR-koder – og før du ved af det, er dine penge overført til deres konto.

Ifølge Sydbank er tricket ikke nyt, men det er stadig uhyre effektivt, fordi det spiller på frygten for at miste sine penge. Mange opdager først bedrageriet, når det er for sent.

Gode råd: Stop svindlen, før det er for sent

Svindlerne er dygtige, men de kan ikke narre dig, hvis du husker de basale sikkerhedsregler:

  • Din bank, politiet eller andre myndigheder vil ALDRIG bede dig om at overføre penge eller godkende transaktioner.

  • Udlever aldrig dine kortoplysninger eller MitID-koder over telefonen.

  • Modtager du et mistænkeligt opkald, så læg på og kontakt din bank direkte.

Fupnumrene bliver mere overbevisende, men ved at være på vagt kan du undgå at falde i. Husk: Din bank ringer ikke og beder dig om at overføre penge – men svindlerne gør.