Efter et stående bifald ved sidste års semifinale i 'Vild med dans' kunne man fristes til at tro, at Anne Laxholm ville vende tilbage til dommerpanelet.
Men nej.
Den legendariske dansedommer har nu slået fast, at det var sidste gang, vi så hende i TV 2's danseprogram.
Afdanset for altid
Til premieren på den Oscar-nominerede storfilm "The Brutalist" i Gentofte Kino onsdag aften slog den 73-årige danseekspert fast, at hun har trukket sig fra rampelyset.
"Jeg havde en fantastisk aften (ved sidste års semifinale, red.), og det ville være svært at finde noget, der kunne slå den," siger Anne Laxholm til Ekstra Bladet.
Det betyder, at TV 2 kan pakke dommerpanelets stole væk, når det gælder hende – og heller ikke andre tv-formater kan lokke hende tilbage.
Sagde nej til reality-hit
Selvom TV 2 har forsøgt at friste hende med en plads i realityprogrammet 'Forræder,' var svaret et klart nej.
Programmet, hvor kendte danskere snyder og manipulerer hinanden i bedste sendetid, kunne ikke få Laxholm til at ændre mening.
"Jeg har det godt, som jeg har det i øjeblikket. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tvivler. Jeg tror, at jeg har haft mine dage," forklarer hun.
TV 2 løftede tirsdag sløret for, at 'Forræder' vender tilbage den 11. april med Lise Rønne ved roret.
Hvem de 18 deltagere bliver, er endnu ikke offentliggjort.