Tidligere TV 2-profil ramt af blodpropper i hjernen: Nu kritiserer han kanalen

Julie Møller

191 uger siden

|

23/04/2021
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
“TV 2 har et medansvar,” lyder det fra den tidligere medarbejder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2018 blev Anders Langballe ramt af to blodpropper i hjernen. Under en arbejdsfrokost faldt han om.

Forud for dette var gået lange arbejdsdage, med hjertebanken, søvnløshed, sorte huller, psykologtimer og forgæves forsøg på at sætte bremsen i.

Anders Langballe er klar over, at han selv er ansvarlig for, at det kom så langt ud. Men samtidig retter han en skarp kritik af TV 2, hvor han fra 2011 til 2020 var politisk redaktør.

Det gør han i B.T-podcasten Q&CO, hvor han fortæller om tiden på kanalen. 

“Jeg forsøgte at råbe op flere gange. Både i forhold til de journalistiske udfordringer, jeg oplevede i det sidste tid, men også de kulturmæssige udfordringer. Enten var med med på holdet, så var man med helt fremme. Hvis man ikke kunne holde til det, så kunne man bare finde noget andet,” forklarer han om arbejdsmiljøet på TV 2.

Mandag den 26. april udkommer bogen Forfra, der er skrevet af Anders Langballe. Den handler blandt andet om en usund arbejdskultur, præget af konkurrence, lange dage, stress og belønninger til dem, der slider sig i stykker. 

Anders Langballe vil gerne gøre op med, hvad han oplever som en udbredt og usund arbejds- og ledelseskultur – ikke mindst i medier og politik, hvor han selv har været i mange år.

“De har et medansvar”

Anders Langballe er bevidst om, at det ikke var TV 2’s skyld alene, at han endte med at falde om.

Anders Langballe er klar over, at han selv er ansvarlig for, at det kom så langt ud. Foto: Pressefoto / Forlaget 28B.

“Ansvaret er mit. Det var mig, der ikke kunne agerere i den måde, tingene var skruet sammen på,” erkender Anders Langballe.

Alligevel er han skuffet over TV 2. 

“De steder, jeg har været, der har det været værst på TV 2 med en præstationskultur og en macho-ledelseskultur, som siver ned igennem systemet,” fortæller Anders Langballe og uddyber, at han følte sig presset i jobbet som politisk redaktør, hvor en række beslutninger gik uden om ham.

“Jeg synes også, at TV 2 har et medansvar for, at man ikke gav mig muligheder for at virke i det job, så jeg ikke blev syg," slår han fast.

Sygdomsforløbet har ikke kun påvirket arbejdslivet. Det har også har været medvirkende til, at Anders Langballe er blevet skilt fra sin kone. 

“Det har været vildt nedslidende at være igennem det, vi har været igennem. For hele familien, for børnene, for Anette, for mig, for vores forældre og venner. For alle. Helt vildt hårdt. Og vi har ikke haft overskud til at bearbejde meget af det, vi har stået igennem,” forklarer han til Billed Bladet.