Populært produkt tilbagekaldes: Fejlagtigt indhold kan føre til alvorlig betændelse

Mathias Madsen

15 uger siden

|

03/09/2024
Indland
Foto: Tupungato/Shutterstock
Foto: Tupungato/Shutterstock
Et produkt, der er solgt over hele landet, bliver nu tilbagekaldt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det sker desværre af og til, at fødevarer tilbagekaldes af den ene eller anden grund. Det kan være på grund af fund af farlige stoffer eller bakterier i produktet eller fund af f.eks. glasskår, metal eller andet, som ikke bør være i mad.

Det kan også være, fordi der er noget i produktet, som umiddelbart er ufarligt, men som for enkelte personer kan være farligt at indtage, og det er netop tilfældet for et produkt, som er solgt i Rema 1000-butikker over hele landet.

I noget af det teriyaki sauce, som er solgt i supermarkedskæden, er der nemlig fundet gluten, selvom det ikke er deklareret på emballagen, og produktet bliver derfor nu ifølge TV2 tilbagekaldt af producenten, Pure Garden.

Der er tale om Teriyaki Sauce af mærket Nemt og Grønt med følgende stregkode: 5714701014055.

Produktet er som nævnt solgt i Rema 1000-butikker over hele landet, og hvis man har købt produktet, anbefales det, at man kasserer det eller leverer det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Hvis man allerede har indtaget produktet er der ingen grund til bekymring, hvis man ikke har glutenintolerance eller cøliaki.

Lider man dog af én af disse ting, og har man samtidig indtaget produktet, bør man være opmærksom på symptomer såsom diarré, mavesmerter, forstoppelse og træthed og evt. søge egen læge eller vagtlæge.

Ikke en allergi

Ifølge Dansk Cøliaki Forening lider ca. 1 % af den danske befolkning (dvs. 55.000-60.000 mennesker) af såkaldt cøliaki eller glutenintolerance, som fejlagtigt ofte kaldes glutenallergi.

Der ér nemlig ikke tale om en allergi, men derimod "blot" en intolerance. Man kan nemlig ifølge foreningen ikke være allergisk overfor gluten, men man kan derimod have hvedeallergi, "hvor man reagerer på bestemte proteiner (dog ikke gluten) i hvedekornet, mens man godt kan tåle rug og byg."

De fleste danskere, der lider af cøliaki, ved det ikke, og ifølge foreningen vurderer man faktisk, at kun ca. 16.200 danskere har diagnosticeret cøliaki, selvom op mod næsten fire gange så mange formentlig lider af intolerancen, som gør, at man ikke kan spise for eksempel almindeligt brød og pasta eller drikke almindelige øl.

Hvis en person med cøliaki indtager glutenholdige produkter, kan vedkommende opleve symptomer såsom diarré, forstoppelse, træthed og muskel- og ledsmerter, og det kan sågar føre til jernmangel og knogleskørhed eller en betændelsestilstand i tarmene.