Selv om elbiler markedsføres som fremtidens løsning på bæredygtig mobilitet, kan de vise sig at være alt andet end skånsomme – i hvert fald for dine dæk.
En omfattende britisk analyse fra Kwit-Fit peger nemlig på, at ejere af Tesla Model 3 og Model Y må en hel del oftere forbi dækskift-værkstedet end stort set alle andre.
Undersøgelsen, som er udført af dækfirmaet KwikFit, bygger på intet mindre end to millioner bilejere i Storbritannien, der i løbet af 12 måneder har fået skiftet dæk hos firmaet. Her viser tallene, at især Tesla Model 3 topper listen over de mest dækslugende modeller – og det i hele 54 ud af 170 britiske lokalområder.
Det er dog ikke kun Model 3, der giver dækleverandørerne sved på panden. Også Tesla Model Y snupper en prominent placering i statistikken med topplacering i 16 områder.
Til sammenligning klarer varevognen Citroën Berlingo sig også overraskende 'godt' – i hvert fald hvis man måler på dækslitage – med topplaceringer i 24 regioner, mens Mercedes CLA er at finde på fjerdepladsen.
Tallene siger ikke noget om, hvor mange kilometer der køres mellem hvert dækskift. De viser blot, hvor ofte bilejere af de respektive modeller møder op for at få skiftet dæk. Derfor skal tallene tages med et vist forbehold – men det ændrer ikke ved, at elbiler, og især Teslas modeller, markerer sig med høj frekvens i værkstedernes logbøger.
Forklaringen skal sandsynligvis findes i elbilernes grundlæggende karaktertræk. De vejer typisk mere end deres benzin- og dieseldrevne modparter og har et markant højere moment – altså kraften, der overføres til hjulene. Det giver mere slid, særligt hvis man ikke kører som en søndagsskolelærer.
Hjemlige undersøgelser har tidligere vist, at dæk til elbiler ikke kun slides hurtigere, men også er langt dyrere at erstatte. I nogle tilfælde koster specialdesignede elbildæk mere end dobbelt så meget som standarddæk til benzinbiler.
Så næste gang man står med nøglerne til en splinterny elbil og smiler ved tanken om lavt brændstofforbrug og nul CO₂ – kan det være en god idé også lige at kaste et blik på dækkene. De skal sandsynligvis skiftes før end forventet.
Rangering over de 10 bilmærker:
Tesla Model 3
Citroen Berlingo
Tesla Model Y
Mercedes CLA
Volvo XC40
BMW 4 Series
BMW 2 Series
Jaguar XE
Kia Niro
Skoda Karoq