Derfor har Novo Nordisk Fonden valgt at støtte Den Danske Naturfond og Den Danske Klimaskovfond med bevillinger på i alt 400 mio. kr.
Bevillingerne skal hjælpe med accelerere etableringen af disse natur- og skovområder ved at ruste de to fonde endnu bedre til det arbejde, de allerede laver på området.
Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
”Hos Novo Nordisk Fonden deler vi den ambitiøse vision i Den Grønne Trepart om en omlægning af Danmarks areal, så vi får udsigt til flere sammenhængende naturområder, end vi har i dag. For at understøtte denne udvikling har vi valgt at støtte Den Danske Naturfond og Klimaskovfonden i deres arbejde med at etablere nye natur- og skovområder,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.
”De to fonde er begge etablerede operatører på området og vil foruden at udvikle deres egne projekter i høj grad kunne supplere hinanden og samarbejde om at skabe de bedst mulige naturområder for pengene. Vi ser disse to fonde som helt centrale spillere i den store, fælles opgave vi står foran,” uddyber Mads Krogsgaard Thomsen.
Den Grønne Trepart lægger op til en omfattende ændring af det danske landskab. Ifølge den politiske aftale om Den Grønne Trepart, der blev indgået i november sidste år, skal vi have 250.000 hektar mere skov i Danmark, ligesom 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde skal udtages og omlægges til natur.
”Bevillingerne vil være med til at forandre det danske landskab. Vi får mere natur, der hænger sammen og giver os alle store oplevelser. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi supplerer hinanden for at få et grønnere Danmark,” udtaler minister for grøn trepart Jeppe Bruus
To gange 200 millioner
Den Danske Naturfond modtager en bevilling på 200 mio. kr., til etablering af permanent beskyttet natur af høj kvalitet. Naturområderne vil blive genoprettet, beskyttet og forvaltet for at sikre varig værdi og løbende forbedring af naturkvaliteten.
”Det er en flot og vigtig forstærkning af Naturfondens arbejde. Det betyder, at vi kan sætte tempoet op og sikre endnu flere og større naturområder i hele landet. Vi vil bygge videre på de gode samarbejder, vi allerede har, og udvide dem til endnu flere,” siger Bengt Holst, formand for Den Danske Naturfond”
Den Danske Klimaskovfond modtager en bevilling på 200 mio. kr., som primært vil blive brugt i en såkaldt midlertidig ejerskabsmodel hvor fonden opkøber jord, omlægger til skovdrift, og efterfølgende afhænder jorden. Bevillingen vil også bidrage til at skalere Klimaskovfondens eksisterende skovrejsningsstøtteordning.
”Vi er utrolig glade for bevillingen fra Novo Nordisk Fonden, som gør os i stand at sætte turbo på skovrejsning allerede i år. Vi glæder os til at kunne understøtte de lokale Grønne treparter med skovrejsning både ved at give tilskud til lodsejere, der vil rejse skov og i kraft af bevillingen også ved at købe landbrugsjord midlertidigt og omlægge det til skov som et led i at skabe større sammenhængende skov- og naturområder” siger Kirsten Brosbøl, der er forperson i Klimaskovfonden. Hun understreger, at det naturligvis vil ske i tæt samarbejde med de lokale grønne treparter, Den Danske Naturfond og de øvrige naturfonde og statslige støtteordninger.